2005
De Første Kærester På Månen
2004
Hits
2002
på
kanten af småt brændbart
2001
Amerika
1999
Manden
der ønskede sig en havudsigt
Verdens
Lykkeligste Band - Live 99
1998
Yndlingsbabe
1996
Kys
Bruden
Information
(af Torben Bille):
Danmark
med dobbeltbund og humor
TV-2 og Steffen
Brandt sender fortsat med uformindsket styrke til
indbyggerne i "tvivlernes land".
TV-2 er flyttet fra
en anden kanal. I hvert fald i mit lokalområde. Det
er vist noget med DR's digitalradio. Dem om det.
Popgruppen tv-2 sender heldigvis med uformindsket digital
styrke på samme tvetydighedens stereokanal, som de
har haft monopol på siden dengang i 80'erne, hvor
de sagde nå, nå og ja, ja til et Danmark, de
havde og har et drilsk og dobbeltbundet forhold til. De
er også indbyggere i det, de kalder "tvivlernes
land", danskere med måde - de er med andre ord
umådeligt meget danske.
"Kys Bruden" er den
århusianske kvartets 11. udgivelse. Og to ting, der
lyder som en indbygget konflikt, slår lytteren igen
og igen:
Hvor er de dog
en gruppe i ordets egentlige forstand - de
utallige utilslørede instrumentale finter til
The Beatles kan de tillade sig, fordi de har
indgået den samme "en-for-alle
alle-for-musikken"-pagt.
Hvor er
Steffen Brandt dog en ener i dansk rock, ja, i dansk
kultur; en slags storby-Hausgaard med italienske sko,
stramt sort tøj, stressede solbriller, men et
hjerte fuld af tid, underfundig følsomhed og
huskesedler til Netto - en spændvidde, Brandt
håndterer urimeligt afslappet.
På samme
måde som han ikke længere er helt så
desperat. Han lærer nok aldrig at begribe det
satans liv, men han har forlængst grebet det, og nu
holder han fast på det, for hvad er der ellers at
gøre...
Denne vilje til livet
bliver næsten udlagt som en pligt "Sån't Er
Livet", en sang, der intelligent og næsten
demonstrativt popmoderne parafraserer over Anita
Lindbloms 60'er-schlager - hun medvirker selv - en sang,
der handler om at skabe sig sin egen tilværelse i
stedet for at drømme sig væk.
Drømmene
på Internet
Drømme er
nemlig ikke hvad de har været - "de kører
rundt i kroppen via Internet, enhver idiot kan hente dem
ned fra satelit..." Det, det drejer sig om, er at
få koblet de løse forbindelser sammen. Her
hjælper ingen kære elektriker, kun dig selv,
men som Brandt beroligende konstaterer: "Jeg arbejder
på sagen, bare rolig, unger sov, her på
papiret skal jeg nok få det hele til at ende i fryd
og gammen..." Til sidst vil livets kabale altid gå
op: "Hvert menneske sit liv sin kamp, sit job" Ikke mere,
men sandelig heller ikke mindre.
Det er så
moralsk som Brandt bliver, men selv om det er imod hans
natur at sige tin gene så fortegnet enkelt, at
andre vil forveksle det med meningen med det hele, har
han stadig et godt øre til dem, der ikke kan finde
vej til den godt maskerede illusion, nogen kalder
lykken.
Sidst fik han
Shu-bi-dua Danmark til at synge, at det er samfundets
skyld så højt at ironien blev upassende tyk
for en sangskriver, der som Steffen Brandt ynder
underspil og undertoner. Denne gang kaster han de subtile
slør og giver os en ny nationalsang i "Kom Lad Os
Brokke Os" - gennemplat, smålumre skredrim og en
sejle-op-ad-åen anti-melodi, hvem som helst kunne
have lavet, sunget af en mand, der engang troede, at
kvinden var kommet ned på alle fire for at blive
dernede, men hvad sker: Vi taber til Spanien i fodbold:
"Og så bliver vi spist af med kønne
håndboldepiger/og de gør hvad de kan/men
ikke altid som Ulrik siger/Men der er nok at se på
både til gården og til gaden/når Rikke
Solberg sætter sig på hele sende fladen..."
Kvinden bestemmer med andre ord, hvor skabet skal
stå. Til gengæld "er det os der bestemmer
hvor fjernsynet står/vi har trods alt gjort det
godt de sidste tusind år...".
Bladet fra
munden
Det hele går
ikke til i ironi. På "Respekt", som kunne
være instrumenteret af Kliché, tager Brandt
(knivs)bladet fra munden og opruller en ungdom, der ikke
finder lydhørhed ved at ringe til Tværs
på P4: "Og børnene de vokser og
forstår ingenting, de checker scenen efter noget,
der ligner klar besked, de ruster sig til kamp om de
sidste pladser de væbner sig til tænderne med
rodløshed, aflevér knivene, siger bedstefar
i stolen, aflevér knivene, siger lærerne i
skolen, aflevér knivene, kom tilbage i folden,
aflevér knivene, her er 100.000 kr., tag så
lige og stop volden..."
Som sædvanlig
er det svært, ja, omsonst at gå på jagt
efter Brandt selv, men han er der. Ikke mindst i de
indtagende balladeskitser om "Line Jørgensen,
Voldum" og "Morgen I April". Det er sange om savn og
drømme om noget andet end det, der er mest af -
hverdagen, men det er samtidig i hverdagen
tekstforfatteren Steffen Brandt stortrives med et sprog,
der hele tiden formulerer det sædvanlige så
det bliver usædvanligt. F.eks. i "Den Dag Den
Sommer" en anderledes "elsker hun mon
mig"-sang:
"Mens du tænker
over tingene kan jeg måske i mellemtiden
hjælpe dig lidt med svaret. Sæt X i rubrikken
til højre under stormende forelskelse og
bundløs gæld. De store
spørgsmål indtil døden os skiller de
er gratis og dem stiller vi selv.."
Brandt er stadig ikke
den store melodiker. Men kun LEGO og Kim Larsen kan
så meget med så få klodser som tv-2's
komponist, som så ydermere i trommeslageren Sven
Gaul, bassisten Georg Olesen og guitaristen Hans Erik
Lerchenfeld har et hold, der sender på samme
frekvens. De har humor, tæft for de diskrete, men
afgørende detaljer - nærlyt sange som
titelnummeret og "Kom Lad Os Brokke Os" (basgangen!) - og
så evner de det sjældne og sjældent
påskønnede ikke at stå i vejen for
sangen.
Nogen vil sikkert -
igen - indvende, at Steffen Brandt og tv-2 kun leverer
stikord og spørgsmål til tidens kvide og
hva' så hva' så så... Uden dem finder
ingen svarene. Eller som Brandt udtaler i det seneste
nummer af Euroman: "Jeg har en meget stor interesse i at
sætte nogle ting til debat, fordi jeg bruger min
sangskrivning til at orientere mig i verden. Jeg lader en
masse ting sive igennem mig og komme ud som en sang.
Længere er den ikke."
At dømme efter
"Kys Bruden" er den også længere end de
flestes, og så tilmed i popsinglens kortform. Det
er dialektik, der dur. Også kan man ikke lade
være at danse til.
1991
Slaraffenland
Aktuelt
(af Kim Skotte):
Steffen Brandt er
tilbage som effektiv sloganmager, men nu er det med en
ballast af bister misantropi, som smager umiskendeligt af
den personlige erfarings bitre urt.
Veloplagt
desperation. Hylende sjov tristesse. Stor latter runger i
livets tomme rum, og på en plade, der musikalsk er
mere munter spraglet end egentlig helstøbt,
følger man glad og noget foruroliget Steffen
Brandt og svende ud på deres
modsætningsfyldte eventyr. I stedet for at
være pladen, der begraver TV-2 i afdelingen for
rock-arkæologi, er "Slaraffenland" et frisk pust
fra en rygende revolver.
En vel
overstået omgang århusiansk roulette. Selv en
legetøjsrevolver i hånden på Steffen
Brandt skyder nemlig med skarpt.
1990
Vi
bliver alligevel aldrig voksne
Politiken
(af Anders Rou
Jensen):
Naturligvis er der en
dobbeltbetydning i titlen på TV-2's nye cd.
Første gang er det sagt med et løssluppent
skuldertræk, der signalerer lyst til de evige
drengestreger. Anden gang kommer det med et bittert drag
om munden, der gemmer på smerten over alt det, vi
dog kan finde på at udsætte denne planet
for.
Denne dobbelthed
udvider sig i sangene på cd'en til at belyse
forholdet mellem begreber som frihed og fred, konflikt og
ansvar i en bred og suveræn panorering fra det
private til det globale. Og allerede hermed er det
antydet, at TV-2 med denne cd har lavet årtiets
første afgørende
danskrock-udspil.
1987
En
dejlig torsdag
Politiken
(af
Torben Bille):
Flot og funktionel.
TV-2 fortsætter hvor de slap på Rigtige
Mænd. hele svineriet er sat i system. Budgettet
kender intet loft. Og det swinger! Trompeterne
smælder selvbevidst op og ned ad Penny Lane,
trommerne er af og til noget så luksuøst som
rigtige mennesketrommer, guitarerne får lov at
komme til orde som andet end abrupte udbrud, og Steffen
Brandt synger. En gang til: Steffen Brandt synger!
Sådan rigtigt med dynamiske løft og dyk,
fraseringer og det hele. Det swinger
også.
Fri
som fulglen - live 87
Århus
Stiftstidende (af
Henrik Friis):
Det her er TV-2 for
fuld damp og -sagt med en af Steffen Brandts
yndlingsgloser- "hele svineriet". Her defineret som
humor, rock, melodiøsitet, pop, spilleglæde,
tyngde, "gang i den" - og en kontrol og koncentration,
der bærer pladen hjem i flot samspil. Både
mellem musikerne indbyrdes og med publikum. Eller kortere
sagt - en af de bedste live-plader lavet herhjemme i
mands minde (og det er som bekendt
længe).
1982
Verden
er vidunderlig
Jyllands-Posten:
Hans Erik
Lerchenfeld, Sven Gaul, Georg Olesen og Steffen Brandt
gør med et slag techno-rocken relevant og
værd at lægge øre til. Med dybe
rødder i Doors-traditionen giver de dygtige
århusianere den kolde stenbros rytmer nyt liv, en
rodløs generation nyt håb:"Vi lever, vi kan
se hinanden. For verden er vidunderlig."
Politiken:
Bandet er blevet
langt dygtigere, og der er uden tvivl berigende
oplevelser at hente, hvis man mener, at samfundet er
så syntetisk, og følelserne så
mekaniserede, at nutidens musik for at være
relevant nødvendigvis må præges af
synthesizers og rytmeboks.
1978
TAURUS
/ Whatever Happened To The Sixties
Information
(af
Lasse Ellegaard):
En plade, der er
udmærket produceret, glimrende spillet og ind
imellem iørefaldende. Men msuikken står ikke
helt mål med intentionerne i teksterne, som er
nogle af de bedste engelsk-sprogede, jeg har set på
dansk så at sige.
Aktuelt:
Taurus virker
usædvanligt overbevisende på deres debut-LP.
Det er meget gennemarbejdet musik med en fin melodi samt
solidt og iderigt instrumenteret. Deres kryptiske og lidt
filosofiske betragtninger -påengelsk- om 60'ernes
lyksaligheder og 70'ernes åndenød og venden
tilbage til alt det, man gik imod før, kan virke
lidt pirrelig, men det er en LP, som primært
bør ses som en meget homogen og oplagt
musik-oplevelse.
