Berlingske Tidende
Chili - Ny
Fyens Stiftstidende
Information
Jydske Vestkysten
Jyllands-Posten
Politiken
Tjeck magazine
Weekendavisen
Århus Stiftstidende

Læs også koncertanmeldelser af Forårstur 2001

Berlingske Tidende

Kærlighedens Softwarefejl

Hverdagsliv og drømme i dagens Danmark. Afklædt som voksen og nærmest lykkelig har TV-2 lavet et meget menneskeligt album om at leve med den tvivl, de tab og savn, som kærligheden, dagen og vejen uundgåeligt fører med sig

Af Per Reinholdt Nielsen

... TV-2 sender stadig på samme kanal. Programmerne er justeret en smule, men er i princippet stadig de samme. Der er lidt mere guitar hér, lidt flere synths og samples dér, lidt techno, lidt Beatles, lidt pop og rock og lidt go' musik. Det er stadig TV-2, der spiller, og gruppen hviler smukt i sig selv.

Noget er dog anderledes. Hovedparten af ironien er forduftet, og de aktuelle, samfundskommenterende sange er drejet i retning af et forsøg på at indfange betydningen af drømmene og lysterne for det liv, vi nu engang lever. Spejlet mere gennem Brandt selv end tidligere er det måske mandens mest personlige tekster. Dog stadig skrevet med en almen gyldighed og en distance, der frelser TV-2 fra rockens store sygdom: den overdrevne romantiseren af egen elendighed.

...

Brandt er en viis popsanger. Med sikker opbakning fra guitaristen Hans Erik Lerchenfeldt, bassisten Georg Olesen og trommeslageren Sven Gaul klarer TV-2 endnu en gang skærene og får familien Danmark skrevet ind i rocksammenhæng på melodier, man kan nynne med på, og tekster man kan tænke over. Også for denne 17. gang.

 

Chili

Steffen Brandt som statsminister * * * * *

Af Jesper Nykjær Knudsen

... Steffen Brandt vil gerne prikke til vanetænkningen, de smalle horisonter og de glemte drømme, og der er ikke mange, der - som han - kan gøre det, så det stadig fungere godt at skråle i en idrætshal.

... Med sange som Sommerdag Ved Stranden, Hallo Hallo og den næsten R&B-agtige (ja, virkelig!) Vild Tid er der samtidig sørget for en ny håndfuld TV-2-hits til højskolefester og radiobølger. Vi har hørt det før, men Amerika er en ny portion af de gode melodier og kloge ord, Familien Danmark trænger til at høre i ny og næ.

Lad os få Steffen Brandt som statsminister. Hvilken landsfader han kunne blive.

 

Fyens Stiftstidende

Kys det nu, det satans liv * * * * * *

STATUS: Steffen Brandt gør op med web-virkelighed og spånpladekøer

Af Lene Kryger

En telefons irriterende optaget-tone ligger som et duttende fremmedelement på sangen "De er meget interesserede", der er en slags p.s. på tv-2's nye cd.

Med udgangsordene "Hvis man spørger om vi er lykkelige vil vi jo nok svare ja... " sender Steffen Brandt en besk hilsen til nutidens unge, der er helt fremme på beatet med lynkarriere, aktiekurser, amerikansk køleskab og ønskebørn.

Ellers lefler albummet "Amerika" ikke for de unge. Steffen Brandt gør status, kontronterer sig med billedet i spejlet, der afslører et uundgåeligt forfald, men også fremhæver dybe linjer af levet liv.

Ved første øjekast virker teksterne mere udflydende og mindre konkrete end tidligere, men hemmeligheden er, at Steffen Brandt med bittesmå ord og fine nuancer projicerer sin indre tankeverden op på et kæmpemæssigt lærred. Blottet for patetisk svungne remser, selvsmagen eller blær rammer Steffen Brandts ord os lige i hjertekulen.

"Kys det nu, det satans liv" er for altid Brandts mantra. Og manden har jo ret, for livet bliver ikke bedre, end vi selv gør det. Og vælger vi at drukne den korte tid i IT-helvedets web-virkelighed eller i byggemarkedets spånpladekø, så må vi også selv om det.

...

Til smagsoplevelserne hører Hans Henrik Lerchenfeldts snerrende guitar, Henrik "Stadig Unge" Nilssons fingerfærdige og fantasifulde keyboardspil og Århus Horns' træfsikre rockblæs.

Albummet "Amerika" er inciterende monotoni med et hypnotiserende drive og en aldrig svigtende opfordring til mild eftertanke. For som Steffen Brandt synger med sin lidt utilstrækkelige falset: "Alting vender tilbage som tragedie, som farce, som soap, som b-film, som skæbne, som opera, som postkort fra Amerika.

 

Information

God gang i granvoksne mænd

TV-2’s nye cd, Amerika, er tilegnet alle, der udfordrer tiden, trodser frygten og forfølger deres mål

Af Torben Bille

Det er fan’me ikke i ret mange lande, at tidens bedst sælgende lokale poporkester forsyner sit pladeomslag med et citat af en såkaldt avantgardedigter, men TV-2 har aldrig været som de andre. Derfor står Per Højholt-citatet »Verden er jo blød, blød, blød« godt, hvor det står. Nederst på en linje i teksthæftet til Amerika, det 17. langspilsudspil fra Danmarks stædigste rockband siden debut'en i 1981.

Steffen Brandt og Højholt har nemlig ikke så helt lidt til fælles. For dem begge har spørgsmålstegnet altid været det vigtigste våben i udforskningen af det, vi - for overskuelighedens skyld - plejer at kalde virkeligheden.

I det projekt kommer man ofte på talefod med den umiddelbare uforståelighed, og for Brandt er det blevet en livsopgave at formidle den blanding af indsigt og distance, af analyse og oplevelse, via rockens tilgængelighed.

Ny filosoferende tone
Det er små tre år siden TV-2 sidst red højt på radiobølgerne. Dengang var det med ørehængeren om klasselæreren. Denne gang bliver det garanteret den MC Einar-agtige »Gør Det Selv, Selv«, en slags svarsang til Venter På Fars bøn om en handyman, om at foretrække at se Vendig og dø fremfor at spilde tiden i en byggemarkedskø ... men selv om underfundigheden, den ironiserende og dobbeltbundede folkelighed er intakt, får tonen ellers en mere alvorlig, næsten filosoferende lyd på Amerika.

Ja, titelsangen rummer det tætteste, Steffen Brandt endnu er kommet et credo. Det er en erindringsoplevende recitation om, at man ikke behøver finde lykken ved at flygte til Amerika. Den kan man finde i sig selv, hvis man da ellers har (tål)mod(igheden). Og så udbringer han »en skål for alle, der trodser frygten og forfølger deres mål.« Og frygten og fremmedgørelsen mangler ikke spillerum i den moderne verden, som jo også, og ikke mindst, indbefatter en masse virkelighed, man ikke kan se, men alligevel bruger og i hvert fald skal forholde sig til. I denne internet-tid skal vi, som Steffen Brandt synger på »Softwarefejl,« »helt op til Gud for at finde uopdaget land ...«

Blues for store og små
Sangene på Amerika er, med sangskriverens refræn fra den samme sang »blues for store, det er blues for små, det er blues for alle os, der går med bluesen udenpå.« Men den mentale vejrudsigt er god, trods de urimelige odds. Det gælder om at turde drømme sin egen drøm hedder det på »Sommerdag Ved Stranden.« Og på albummets første gjaldende single, »Hallo, Hallo« foldes fanerne stolte ud:

Hallo, hvad venter vi på
Vi har en kamp, der venter
og en fest, vi skal nå
den tid, der går,
er det, vi kalder for liv
det er til salg for bare
et minimum af initiativ

Hele verden venter
men hvor er du
det store øjeblik
begynder lige nu

Det stadigt forbløffende og fascinerende ved at stille ind på TV-2 er, at uanset hvor meget de bliver ved at lyde som TV-2, flytter musikken sig umærkeligt, men markant. Små drejninger, anderledes betoninger, og overraskende kombinationer, der fornyr de klanglige pointer.

Sidst stod den akustiske guitar fremme i billedet. Nu tager de hul på et nyt årtusind ved at sammenstille organiske instrumenter som cello og violin med en metallisk guitarbund a la Garbage, tilsat den svaghed for næsten arkitektonisk pop, som de deler med Pet Shop Boys.

Helhedspræget er tydeligere. Det er gruppen, der musikalsk er i førersædet. Lidt paradoksalt al den stund der igen er anvendt rigeligt med producere, hvoraf Nikolaj Steen må siges at få sit gennembrud bag pulten for sit arbejde med pladens centrale sange.

Lakonisk lidenskab
Brandt selv brænder og brænder igennem, trods - eller måske på grund af - sin særlige lakoniske lidenskab, når han besynger det evige forsøg på at begribe og fastholde »det satans liv.«

Her et menneske, der lever. Et hjerte, der slår, en krop, der nægter at finde sig i forfaldet, men også et menneske, der ved, at tiden er til låns. Derfor skal hvert sekund »fyldes med de enkleste ord vi har, hvert åndedræt skal leves som var det den sidste afsked vi tager ...« Og for Steffen Brandt er kærligheden ikke bare »granvoksen« mands bedste ven, men livlinen:

Lad mig dø af for meget kærlighed lad mig gå fra hus og hjem og fra forstanden men lad mig ikke komme i tvivl, babe bare et sekund vi kunne blive væk fra livet og hinanden

Denne anmelder er ikke i tvivl. I hvert fald ikke om TV-2. Både som nødvendig antidosis til tidens overfladeafsøgning, og som leverandør af sange, der vil andet og mere end fylde op på alle radiokanaler - selv om de ikke kan undgå at gøre også dét! Så investér i Amerika, kære læser.

Kursen er stensikker og for opadgående.

 

Jydske Vestkysten

Storform

Af Carsten B. Grubach,

TV-2 er i storform på Amerika med færre horn, mere guitar og et tekstunivers som et opklarende tordenvejr.

 

Jyllands-Posten * * * * * *

Granvoksen lykke

...En plade, der er meget tæt på at score topkarakter, men også en samling sange, hvori genkendelsens glæde - alle kvaliteter til trods - er lige lovlig høj.

Af Uffe Christensen

... Steffens Brandts mesterlige tekster hører til blandt de bedste han til dato har skrevet. Også selvom han adskillige gange har behandlet samme temaer, for der er tilføjet nye vinkler. Nye nuancer. Hvert eneste ord kommer fra hjertet. Fostret i livserfaring og modnet overblik. Han tror på det, han synger - og på bedste demagogiske vis hælder han til den legale anskuelse, at en sandhed ikke kan siges for tit. Teksterne er gennemgående meget optimistiske: Intet er for sent, og opfordringen til at tage styringen over eget liv er lysende klar: Vind eller forsvind, gå eller gør noget ved det.

Musikalsk er der - som ventet - ikke de store nyskabelser. tv-2 har for vane at låne lidt hist og pist fra gruppens digre bagkatalog, og med alle tv-2's plader i erindring, kan de mere eller mindre opdeles i genrer; der opleves et mønster: Den stille poetiske sang, den rappende staccato-sang, den voldsomme, ofte storladne sang etc. Dette sikrer en genkendelsens tryghed. tv-2 lyder som tv-2. Som et band, der for længst har erkendt nogle musikalske begrænsninger. Som et band, der ved, at teksterne i deres udtryk har mere vægt end hos de fleste. Og det kan man kun respektere. Fornyelse er godt, men ikke for enhver pris.

 

 

Politiken

Gyldne timer

TV-2 fortsætter med at nuancere udtrykket på "Amerika", der er endnu et gennemarbejdet, helstøbt album, selv om ideerne ligner genudsendelser.

Af Erik Jensen

... Det er så at sige "TV-2 classic", fornemt musikalsk håndværk. Lige fra Hans Erik Lerchenfelds skarpt fremkaldte sprøde guitar i det knivskarpe portræt "Granvoksen Mand" - "jeg er næsten lige kommet / men før jeg går igen / vil jeg bede om en forklaring / bare et glimt af sammenhæng", til studieværten siger tak for i aften i den barske dokumentar om dem, der vist engang hed hr. og fru Danmark med ordene: "hvis man spørger om vi er lykkelige / vil vi jo nok svare ja".

 

 

Tjeck Magazine * * * * * *

Et af de mest interessante udspil...

Af Erik Hansen

... Der er ingen syng-så-med-Danmark-landeplager, men "Amerika" er til gengæld ét af de mest interessante udspil fra gruppen længe. TV-2 lægger ud med ét af de bedste numre, de nogensinde har lavet, "Granvoksen Mand". En sang, der er overraskende henkastet og dejligt ligefrem, men på samme tid også udefinerlig pompøs og kalder på ordet "genfødsel".

 

 

Weekendavisen

TV-2 er ikke blevet populære ved at kravle for publikum, men har heller ikke været tilfredse med at gentage sig selv.

Længslens ledestjerne

Folkelighed. Få danske popmusikere har som veteranerne TV-2 evnen til at bevare deres identitet i en stadig dialog med skiftende musikalsk mode.

Af Lars Villemoes

SOM nogle af de mest sejlivede og selvfølgelige overlevere i dansk rock og popmusik har kvartetten TV-2 gennem to årtier - i lydhør kontakt med tidsånden, men ikke som dens slaver - mestret en stedsegrøn melodisk fornyelse sevne, en lyrisk troværdighed og et tidsregistrerende lune, der har sat undertekster på såvel flygtige stemninger som mere permanente mentalitetstræk i dagliglivets og drømmenes danske andedam.

TV-2’s fortløbende serier af fællessangsegnede Danmarks-billeder fra 80’ernes og 90’ernes gryende og 2000-årets mere eller mindre realiserede informationssamfund er med den lyriske lurifaks Steffen Brandt som mangeøjet talerør både blevet mindeværdige pejlemærker for erindringen og en stadig gangbar bro over mentalitetskløften for adskillige moderne danske generationer af såvel næsten rigtige unge som næsten voksne voksne.

Med en jysk troldsplint i øjet, en ræv bag øret og en veludviklet evne til både at være helt sig selv og i dialog på distancen udmønter den underspillede humorist Brandt og hans velvoksne, men endnu ikke kreativt forkalkede legekammerater også på deres nye album Amerika en helstøbt sammenplantning af erfaringer fra såvel det private som det kollektive univers. Der refereres fra og hæges tydeligvis om erfaringer fra en personlig livsalder et pænt stykke inde i anden halvleg af det store spil, men gives herfra også signalementer af den verden udenom, der lige så uanfægteligt, uforudsigeligt og uforstandigt som altid går sin gang.

DET er den halvgamles privilegium og forbandelse at kunne se nogenlunde lige langt i flere retninger, både fremad og tilbage og denne nogenlunde ligevægt mellem det hengåede liv og anelsen om den sagte tilstundende død kalder både på selvbesindelsen og evnen til nærvær. I et stadigt spil mellem fortrolighed og fornyelse, bred melodisk bærebølge og en teknologisk foraniringsvillighed, som har været en del af den nu midaldrende gruppe lige fra dens første album, er den røde tråd i denne samling sange da også besindelen på det eksisterende liv med dets enkle, men ikke altid lige nemme krav om at være til stede.

"Ligegyldigheden truer / med at trække mig ned / i almindelig cool casual / tilbagelænethed" hedder det således i åbningssangens udmelding fra det sangerjeg - "en helt normal / halvgal granvoksen mand" som småskævt humoristisk, men også alvorsfuldt, uforknyt hjerteligt og med en indimellem befriende knap og præcis fotografisk realisme ytrer sig i sangene på Amerika.

Hvis åbningsøvelsen Granvoksen Mand er TV-2’s særlige håndspundne legering af lettere Bacharach-inspireret easy listening, gammel synthesizer-pop og en god ruskende rockguitar så er et velturneret hit som Hallo Hallo endnu mere tidsaktuelt i kloningen af gammelt og nyt: Et 70’eragtigt Adrian Belew-inspireret guitarriff går hånd i hånd med en moderne technoid synth-bas. der rejser sig brummende og snerrende under dagklart optimistiske linjer som "den tid der går, er det vi kalder for liv / Det er til salg for bare et minimum af initiativ / Hallo hallo // Hele verden venter / Men hvor er du I Det store øjeblik / Begynder lige nu".


INSPIRATIONER fra technoen og den genre af nutidige elektronika, der aldrig har været de gamle synth-rockere TV-2 fremmed, er hyppigt om end forholdsvis diskret plantet midt i lydbilledet hos et orkester, som i en af albummets fornemste sange med den tidstypiske titel Softwarefejl parallelliserer harddisk og bevidsthed og indfanger internettets abstrakte afstande og mentale stedløshed i det gode gamle veltjente begreb blues. TV-2 har også alderen, vingefanget og opfindsomheden til at huske Steely Dans fornemme 70’er-guitar-klange midt i en ellers radiolækker moderne dansk r’n’b-sang som Vild Tid, der reflekterer over noget så lidet ungdommeligt som udfordringen ved at se klare alderstegn i øjnene og stå ved sit eget spejlbillede. Lige så store kompositoriske og produktionsmæssige arkitekturer som på de to foregående detaljemyldrende samlinger Kys Bruden (1995) og Yndlingsbabe (1998) er der ikke tale om på den knap så ambitiøse Amerika, som til gengæld har en mere frisk-fra-fadet-agtig charme og ikke mindst i guitarspillet et lidt spidsere attack end TV-2 længe har haft. At evnen til jordnær affotografering af dagliglivet fortsat intet fejler hos Brandt & Co. viser den ironiske anti-handyman-hymne Gør Det Selv, Selv, hvor emsige omgivelser ikke vil tillade den stakkels husejende sanger at være upraktisk og fummelfingret og formaner om at "der er en plads der står tom / En plade blandt andre voksne rigtige mænd / med vinkelsliber, stemmejern og vaskeskind" men hvor Brandt selv konstaterer "Jeg vil hellere til Paris og se Venedig og dø / End at vente hele livet i en byggemarkedskø."

Selv om døgnrytmen er sat i skema og programmet for samvær med andre drives frem over stressende telefondut i det let distancerede men ikke uvenlige generationsportræt De Er Meget Interesserede I så er alt ikke letgenkendeligt forstadsliv og regeltyranni i den tidligere litterat Brandts univers. Den gamle karma-visdom om, at alting vender tilbage og går i ring, forenes på det smukkeste med en typisk dansk provinshistorie om udlængsel og frem-tids fjerne mål i albummets ungdomserindrende titelsang fra et hus, der tog navn efter en landsbytosse og selvmorder med en stor drøm om at krydse Atlanten, men en evne der ikke rakte til at komme ud af Skanderborg. Sådan får drømmene ikke lov til at dø hos TV-2.

LÆNGSLEN er både altfortærende og identitetssættende i pubertetserindringen om en formørket Sommerdag Ved Stranden; længslen er driften, der ikke behøver nogen forklaring i den himmelstræbende opbrudssang Et Sted Derude og længslen har ligefrem en engels evige ansigt i den næsten religiøst forklarede Fald Min Engel. Længslen efter at bevare samhørigheden med den elskede frem til livets store ensomme afskedsscene (Lad Mig Blive Din) blottes med en prunkløs sårbarhed, der bevæger og i Tak For I Aften tager Brandt uden at tippe over i egeløvsprydet guldbryllupsstemning tilløb til brugen af det stadig sjældnere ord tak i nok en sårbar sang om velprøvet og mange år gammel kærlighed. Lun uden at blive en frikadelle og romantisk uden at blive utroværdig synger Brandt sig igennem en flok sange fulde af en rørelse der i mindre talentfulde hænder kunne være endt ude i det rørstrømske men her får kontur og værdighed. Dødbideriet og underkastelsen under tomme konventioner imødegås, samtidig med at der ikke er nogen hovenhed over for erfaringen af og identifikationen med det almindelige liv.

Amerika falder ind i rækken af TV2-albums som nok et gyldigt bidrag til et af de få folkelige danske pop-sangkataloger, der trods stadige indtryk af skiftende tiders toneklang ikke har været sat på kompromitterende udsalg eller er blevet kreativt udvandet. TV-2’s syngende speaker og drømmer trakterer keyboards og guitar og backes aldig af noget, der lyder som selvkørende geriatrisk rock af kollegerne Lerchenfeld, Olesen og Gaul på guitar, bas og trommer. Med og uden de trestemmige Aarhus Horns, korsangerinder og indkaldte klassiske orkestermusikere bliver TV-2 ved med at sprede deres poprigtige melodiske konfetti i mange retninger. De kravler ikke for publikum, men er heller ikke tilfredse med blot at gentage sig selv.

 

 

Århus Stiftstidende * * * * * *

Fuld gevinst i TV-2's amerikanske lotteri

"Amerika" er den bedste TV-2 udsendelse i mange år. Mange, mange år

Af Uffe Normand

... Ikke fordi der er så meget nyt, men fordi det er mere koncentreret, oplagt og velovervejet, samtidig med at melodierne er bedre.

Også fordi lyden er lidt friskere og prøver nyt. Især producerne Nikolaj Steen og Halfdan E. har åbnet for ny energi og nye toner fra det lykkeligste orkester.

...

Steffen Brandt mener tydeligvis, at vi skal nyde vores voksenliv, nyde at vi selv bestemmer, nyde friheden. Vi skal forfølge vores drøm og se lidt mere stort på, om vi når den.

...

Køb den.