Som omtalt i sidste
nummer, lod Steffen Brandt sig hylde i fjor, da han modtog
Værkets Kunsterpris "Den Himmelblå Nøgle"
ved en gallakoncert i Randers. Susse Wold satte prikken over
i'et ved at læse et hyldestdigt højt, skrevet
specielt til lejligheden:
Skønt jyder er
kendt som et folk af få ord,
så er det dog her, ordet blomstrer og gror,
hos menn'sker, som klipper i sproget med saksen.
Og aftenens æresgæst er én af
slagsen.
Han siges at vide en hel del - om alt,
så "Jesus fra Jylland" er han blevet kaldt.
Dog var der én ting, som fik mig til at
studse:
Hvor vidste han, Ulrik Kold trængte til -
kaffe?
På femtende år la'r han sprogblomsten gro
og kom faktisk først med et dansk TV-2.
og han er en sand underdrivelsens mester:
han kalder det Danmarks ked'ligste Orkester .
Som med stor succes spiller job efter job
No'n kalder det rock - andre kalder det pop.
Men pop eller rock: det' ikk' kun lyrikken,
Han skriver. Næh - det skam osse musikken.
Han ved nemlig, hvodden man laver et hit
For det har han faktisk gjort temmelig tit
En go' melodi, man har kør'ne i ho'det;
En sang med en puls, der går lige i blodet.
og ingen som han, ka' kreere en pop-tekst!
Hvor får han det fra? Mon det skyldes hans
opvækst?
Måske er det no'et, der er lig'frem genetisk,
at være på samme tid rå og poetisk.
Han har sine meninger, kender sin tid,
og spidder den - kærligt - med vid og med bid,
som oftest i kraft af en lille forskydning,
der pluds'lig gi'r ord'ne helt ny betydning.
Han skriver om Hr. og Fru Danmark i dag,
(så) begejstringen slet ingen ende vil ta'.
Han rammer en tone og vender en vending,
som puster nyt liv i en slidt, gammel kending.
Han hudfletter samtid'n igen og igen,
så nutidens unge og rigtige mænd
med et stopper og måske gør sig tanker
om uret, der tikker og hjertet, der banker.
og kærligheden, naturligvis:
de halvskæve tekster til kvindernes pris.
Han råder os til at gå lidt fra
forstanden
og løbe for livet og elske hinanden.
Når sangen bli'r fremført med velkendt
staccato,
så er der med garanti ikke - til dato -
den pige, som ikke har sukket: "I, Guder!"
og drømt lidt om ham bag de duggede ruder.
Hvor andre nu bruger et fikst udenlandsk,
så vælger han stadig at skrive på
dansk.
Hvorfor? - ku man spørge. Ja, hvis der ska' gi's
en
begrundelse, bli'r det nok efter devisen,
at "træffer vort Modersmaal ej paa et Haar,
det smelter dog mere, end fremmede slår."
Og sproget det har han tilfælles med Grundtvig.
Ja, skriftlig', i hvert fald, omend ikke mundtlig'.
Og selv om det hele ka' vær' no'et shit,
så hjælper det altid at brokke sig lidt
Han mestrer den kunst med en eg'n elegance:
at brokke sig med en ironisk distance,
men også med masser af selv-ironi,
og det er jo noget, vi danske ka' li'.
Det er ikke småting, den mand har
formået:
man må si' med ham selv: "Det' utrolig godt
gået!"
For høj kvalitet er han
altid garant,
derfor får han prisen. Værsgo' - Steffen
Brandt!
Jesper Malmose & Adam Price
Af Johannes Andersen, Aalborg
Bagerst i lokalet sidder
en fyr med langt, nærmest fedtet hår.
Når de vigtige diskussioner om de danske digtere
virkelig folder sig ud, og argumenterne om disse digteres
manglende klassebevidsthed ryger gennem luften, gemmer
han sig nærmest bag håret. Det er som om det
fungerer som et rullegardin, der kan holde de smertelige
og voldsomme diskussioner på afstand. Fyren ved, at
disse diskussioner er vigtige. Men han finder dem ikke
vigtige nok til at han selv går ind i dem. Han
følger dem på afstand.
I pauserne og når
lærerne tillader det, ryger han på sin pibe.
En billig majs-pibe med plasticrør. Det er en
effektiv måde at brænde billig tobak af
på. Uden at lave ildebrand. Men den er endnu mere
effektiv, når det drejer sig om at lægge et
massivt røgslør ud på.
Snakke kan manden nu også.
Kejtet og fyldt med ironiske bemærkninger. Noget
der åbenbart har stået på længe,
for fyren er ret god til det med de ironiske kommentarer
til en verden, der i midten af 70'erne tager sig selv
meget alvorlig. Det er nu, det store slag om fremtiden
skal slås. Det er nu, alt det som fortidens digtere
ikke turde eller kunne, skal sættes i værk.
Røgsløret
lægges ud
Vi får travlt, ha, ha,
lyder det fra Steffen. Hvorefter gardinet trækkes
ned og røgsløret lægges ud. Så
var det hjem til lektierne. Og til musikken, som Taurus
gik og rodede med på de århusianske
værtshuse, hvis de kunne få lov til at stille
deres anlæg op. Siden gik det en smuttur ind over
Kliché, og så var det at reklamerne fik
overtaget. TV-2 begyndte at sende deres første
udsendelser, bygget op omkring den Fantastiske Toyota.
Skåret ind til benet, er
det jo det, det hele handler om. Steffen Brandt er
genert. Steffen Brandt har berøringsangst. Han har
det ikke godt med det sanselige, hvilket han vist nok
kompenserer for gennem den kvinde, han bor sammen med
på Sjællandsgade i Århus. En meget
farverig person. Måske er der også noget med
konfliktskyhed, et eller andet sted. Men det er ikke
så interessant her. Det der tæller, er det
første. Steffen Brandt er genert.
Denne generthed er drivkraften i
Danmarks kedeligste orkester. Et orkester der blandt
meget andet har lavet en utrolig flot karriere i dansk
rock, hvor man stort set altid har været
væsentlig og vigtig. Ikke mindst takket været
den ironi, som alle generte gemmer sig bag, når det
forsøger at være midt i det hele, uden at
blotte sig selv mere end en millimeter. Sådan ved
første øjekast.
Ironien dominerer
TV-2's mest holdbare sange og
plader oser langt væk af ironi. Man behøver
bare at se på titlerne: Fantastiske Toyota - ruster
selvfølgelig også. Alligevel blev det noget
man sagde. Og på den blev alle tegnene fanget i
nuet. Direkte fra hele verden, også Cairo.
Verdens lykkeligste mand -
findes ikke. Alligevel var det titlen på en
fortrinlig plade fra 1994, der blandt meget andet tonsede
masser af ironi på banen om samfundets skyld i alle
problemer. Her taler en politiker, uden at sige noget han
kan holdes fast på bagefter. Det er jo bare noget
man siger, ha, ha, og det er da virkelig også
samfundets skyld, er det ikke. Joo, man er da verdens
lykkeligste mand, god fornøjelse! Ha.
Nærmest lykkelig fra 1988
var den naturlige forgænger, når det drejer
sig om det ironiske. Et mesterværk, hvor man i
flere af sangene fornemmer smerten bag ironien: Kys det
nu, det satans liv. Her er det alvor. Kys det nu, ha,
ha.
Frem til Kys bruden fra sidste
år, hvor der pludselig sker noget. Den ironiske
Steffen Brandt er ved at blive gammel. Alder kan
være noget ret ubehagelig noget. Det minder
forfærdeligt meget om forfald, og skal derfor ikke
overdrives. Men der følger noget andet med, nemlig
evnen til at erkende, hvad det er, man er god til.
Med alderen får man det
faktisk lettere, for man falder til ro i visheden om, at
sådan noget kan jeg, og sådan noget kan jeg
ikke. Og det er så bare det. Steffen har haft fat i
de game breve fra Line fra Voldum i skuffen, og pludselig
er det ikke længere ironi der bruges, når
historien fortælles. Nu er det gennem direkte
nærvær og bevidsthed om drømmen, at
noget vigtigt kan fortælles. Nu er
tilfældigheden pludselig blevet til en del af
virkeligheden, fyldt med personlige valg. &endash; Kys
bruden, inden hun slukker og lukker.
Det første billede
handlede om hår og røg. Om at forsvinde fra
et oprørt hav, fyldt af ligegyldige ord, fremsagt
med et utroligt stort engagement. Om generthed og ironi.
Siden er de ironiske billeder blevet mere og mere skarpe
i deres præcise udstilling af engageret
ligegyldighed og tilværelsens besvær. Nu
åbner alderen for nye sider. Nye sendetider.
|
