Historien om den
første danske Internetkoncert
Det er jo ingen hemmelighed at denne website har
været på nettet siden 1995 og dermed
været en af første danske musiksider
overhovedet. Men hvad der måske er mindre kendt er
at der i TV-2s historie har været tradition for at
inddrage den nye teknologi både i tilblivelsen af
sangene og i markedsføringen af musikken
før alle andre.
Dagens nyhed i Børsen
Således var TV-2 de første som brugte
telefax i 1981 til at bekendtgøre at nu havde
Danmark fået et TV2, hvilket bl.a. BØRSEN
tog til sig som dagens nyhed, - det var jo noget man
diskuterede i Folketinget dengang. Den første
rytmebox blev brugt på gruppens anden plade Verden
er Vidunderlig og leverede rytmen til den
første danske rapsang "Fra alle os til alle Jer"
fra 1982. Stilen blev rendyrket på Popmusikerens
Vise, gruppens første store hit fra 1983. Bl.a.
inspireret af de tyske techno-koryfæer Kraftwerk,
som iår spiller på Roskilde-festivallen, og
som TV-2 havde spillet sammen med på
Gellerup-scenen i Århus, blev 8 tv-skærme,
tre metalpersienner og en bunke neonrør en
del af sceneshowet. Via en trådløs sender
blev publikum trakteret med tyske reklamefilm på et
tidspunkt hvor den slags var bandlyst i dansk tv (se
også koncertanmeldelser
fra dengang under presseklip).
Danske au-pair piger i Bruxelles
Ideen til internetkoncerten blev fostret ved en
middag i foråret efter
platinpladeoverrækkelsen for over 50.000 solgte
YNDLINGSBABEs. TV-2 havde modtaget flere opfordringer fra
danske au-pair-piger i Bruxelles, fans i London og
Australien som gerne ville have gruppen til at spille for
de danske kolonier i udlandet. Men da det er sin sag at
fragte 8 musikere, 6 teknikere og 20 tons udstyr rundt
til alverdens hovedstæder blev man enig om at
sætte projekt internetkoncert igang.
Gruppen kontaktede Tele Danmark Internet, Real
Networks direktør i Skandinavien og Danmarks Radio
- og alle var med på ideen med det samme. I
løbet af en uge lykkedes det at få alle
aftaler i hus, og den første prøvekoncert
blev sendt ud over nettet allerede skærtorsdag i
påsken. Nogle aviser har med rette påpeget,
at det egentlig var her den første danske
internetkoncert fandt sted! Forsøget lykkedes
fint, men det var kun de ansatte i Tele Danmark der havde
fået nys om denne begivenhed og kunne følge
med i slagets gang fra det udsolgte Århus
Congrescenter.
Den endelige koncert fra Amager Bio måtte
aflyses på grund af påskens storkonflikt, og
åbningen af storebæltsbroen var en oplagt
lejlighed til at få tilført den direkte
internettransmission en snert af danmarkshistorie. Vejret
var med TV-2, og koncerten kunne således afholdes
som planlagt på Arveprins Knuds soldæk
samtidig med åbningen af verdens
næstlængste hængebro.
Efterfølgende har gruppen fået en
række begejstrede e-mailkommentarer fra danskere i
bl.a. Canada og Australien, hvor folk var samlet omkring
computeren kl. 6 om morgenen på grund af
tidsforskellen.
Et lille hjælpeprogram - og så ser man
koncerten
For at kunne se koncerten, skal man være koblet
op på internettet og have installeret et lille
hjælpeprogram, som hedder Real
Player 5.0. Dette kan downloades gratis via denne
side,
og lyden vil kunne høres i mono, mens billederne
kommer i små ryk afhængig af hvor god en
forbindelse man har til sin internetudbyder. Teknologien
er stadig ret ny og kan virke lidt primitiv, når
man sammenligner med almindelige TV-koncerter, men det
vil snart vil være muligt at se koncerter i samme
kvalitet på nettet, som med de nuværende
fjernsynsapparater. Det vil først og fremmest
kræve en større overførselshastighed
af data, som man kan få via den såkaldte
ADSL-teknologi eller en forbindelse til TV-kabelnettet,
som allerede nu tilbydes flere steder i landet. Herudover
selvfølgelig nogle bedre højtalere og
tilstrækkelig med båndbredde hos den udbyder
som leverer lyd og billeder.
Selve koncerten varede knap 2 timer, og Danmarks Radio
lavede samtidig optagelser til et
koncert/dokumentarprogram, som vil blev vist den 30.
december 1998 på DR TV.
I disse dage er det muligt at gense både
tv-2
spørgerunden og netkoncerten på
adresserne www.opasia.dk/tv-2
(hos Tele Danmark) og www.dr.dk/tv2
(hos Danmarks Radio).
---
Husk at intet kan erstatte The Real Thing, og det er
selvfølgelig at være der selv.... - Se
koncertkalenderen.