|
|
||
LIVE 2023
Sjællandske Nyheder Af Pia Larsen Vig: Pladsen foran Store Scene var pakket med mennesker. Publikum stod helt ud i barerne i begge sider og hele vejen ned mod tribunerne bagest. Sjældent, hvis nogensinde, har så lidt græs været synligt. Vig ville have sin gave. Danmarks kedeligste orkester, som TV2 har kaldt sig selv, var præcis hvad Vig altid havde ønsket sig. ... Hit efter hit fra flere generationers musikalske mindevæg satte gang i dansen. Teksterne kunne de fleste udenad, uanset om de var 17 eller 67. ... Da De Første Kærester På Månen blev spillet, kunne det nok høres helt til … nå ja månen. Og da første ekstra nummer var Lanternen gik hele Vig fra forstanden. Hele Verden Fra Forstanden fulgte lige efter og min sandten om ikke bandet sluttede med en sang, som Steffen Brandt ironisk sagde. Og hvilken sang. Vig elskede Bag Duggede Ruder og sendte kærlighed fra både datter, mor og bedstemor op til et af Danmarks nok mest elskede bands på tværs af aldre.
Om koncerten på Nibe Festival 30. juni 2023: GAFFA * * * * * Af Emilie Schjeldahl Allerede 30 minutter inden koncertstart sidder folk klar ved barrieren og venter. Der er en god blanding af helt unge, ældre, familier og venner, og det siger jo egentlig alt om TV-2 som band – omfavnende og legendarisk. Inden dagens program blev skudt i gang, modtog jeg en besked fra min far, der understregede over for mig, at “uanset hvad er Steffen Brandt seks stjerner værd!”. ... Og det har vel også sin charme, at Brandt og musikken bliver ældre, men samtidig vedligeholder sin aktualitet og kvalitet. Dagens koncert tager os på en tidsrejse fire årtier tilbage i tiden. Vi begynder med en smuttur tilbage til 00’erne med intronummeret “Hallo Hallo”, hvorefter vi tager en tur til “Randers station”, som for alvor sætter gang i publikum. Og derfra er det en lang hitparade. Med gamle kendinge som “For dig ku’ jeg gøre alting”, “Eventyr for begyndere”, “Der går min klasselærer”, “Nærmest lykkelig”, “Turbo” og mange flere får TV-2 publikum til at hoppe og danse. Bandet er veloplagte, og særligt blæsertrioen The Aarhus Horns leverer nogle fantastiske soloer. Brandt er også i formidabelt humør og giver den gas med dansetrin, pegefingre og små introduktioner til sangene i helt klassisk Steffen Brandt-stil.
Nordjyske * * * * * Af Ove Nørhave ... Intet i hele verden havde formodentligt været nemmere for tv-2 end bare at vende den efterhånden svimlende bunke af gamle og nyere træffere og give dem én gang til, sådan som vi kender dem. Men tv-2 i sommer-udgave anno 2023 - godt i gang med at tale hul på sit femte årti - har helt tydeligt været en tur på værksted for at blive shinet op, få et par alvorlige fartstriber på og drejet på en del møtrikker. Ikke ét eneste nummer bliver spillet i kendt form. "For dig ku' jeg gøre alt" er blevet løsere i måden at synge på, men hårdere i lyden, både "Nærmest lykkelig" og "Vil du danse med mig?" er blevet væsentligt mere funky, og "Randers Station" har langt flere flotte, formfuldendte blæsere, takket være de aldeles formidable The Aarhus Horns. Men det største kunstgreb ligger i "Alt hvad hun ville var at danse", der lægger særdeles underspillet (og faktisk ikke ret dansevenligt) ud for pludselig at slå over i heftig gang velsmurt disco/eurodance. Og sådan gemmer der sig lækkerier over alt i samtlige numre frem til tv-2's måske største fuldtræffer, i hvert fald den, der bliver mødt med den suverænt største begejstring, "De første kærester på Månen". Om koncerten på Jelling Musikfestival. 27. maj 2023: Vejle Amts Folkeblad / Fredericia Dagblad * * * * * Af Kim Dahl Nielsen Med sin række af greatest hits leverede TV-2 med en særdeles oplagt Steffen Brandt i front en fremragende koncert på festivalen. ... Med en særdeles veloplagt udgave af "Randers Station" begyndte koncerten, hvor det allerede fra start også stod tydeligt, at TV-2 igennem årene har udviklet deres egen danske form for "wall of sound", som i den grad klæder Steffen Brandts melankolsk-ironiske tekst-univers, som han stadigt smukkere snakker - end synger - sig igennem. Imponerende på den første bagende lørdags-sommerdag lykkedes det ham også at gennemføre koncerten iklædt hvid skjorte og sort jakkesæt. ... Som en ekstra ros til et revitaliseret TV-2 skal det bemærkes, at det også til denne sæson er lykkedes bandet at udforske sig selv, innovere og revitalisere orkestrets udtryk i ny rearrangerede arrangementer. Især sangerinden Anne Hjort klæder Steffen Brandt umanerligt godt.
GAFFA * * * * Af Ivan Rod ... Det var tydeligt onsdag aften (8. marts 2023, red.), at især Steffen Brandt lod sig overvælde eller fortabe eller pirre af den store lyd, der med de mange klassiske musikere på scenen fornyede bagkataloget. Orkesteret rykkede på begavet, kunstnerisk fleksibel og kvalitetsbevidst vis grænserne for musikken og byggede bro mellem poppen og den klassiske verden. Derfor, antager jeg, stod Steffen Brandt ofte med ryggen til hovedparten af publikum og blikket rettet mod strygerne, der smukt raffinerede de kendte ballader, som mange blandt publikum sang med på. Samarbejdet gav ny ilt til materialet og dets ophavsmænd og fremtvang nye sansninger. Derfor må TV-2 alt andet lige have været ”Danmarks lykkeligste orkester”, da koncerten efter godt en time og tre kvarter blev rundet af.
Nordjyske * * * * * Af Ove Nørhave Først og fremmest: Hvor er Danmarks Underholdningsorkester dog en fantastisk opfindelse, sprængfyldt med helt forrygende musikere, der påtager sig den i virkeligheden højst besynderlige opgave at løfte sange, der ikke nødvendigvis behøver at blive løftet yderligere. ... Men ét af de største højdepunkter indtræffer i den skræmmende højaktuelle "Det er nat derude" - den om at sidde og iagttage, hvordan de slås i tv "og hold kæft, hvor er verden blevet stor" - spillet med alt det opsparede kaos, der ligger i at have fornemmelsen af at befinde sig 10 sekunder i ragnarok. ... Det klæder helheden at give et så udpræget syret nummer som det næsten hypnotiske "Kalundborgfærgen" så god plads til for alvor at piske en stemning op. Med fuld skrald på alle effekter i begge orkestre. Det er, som om det koncert for koncert lige skal skubbes længere ud til grænsen. ...Og så er det i øvrigt en spøjs effekt, at tv-2 i sit visuelle udtryk er ved at være tilbage ved udgangspunktet for mere end 40 år siden - med tv-skærme ude i siderne med skiftende småfilm (oprindeligt var det tyske tv-reklamer).
Om koncerten med tv-2 og Danmarks Underholdningsorkester i Skive Kulturcenter, 4. marts 2023: Skive Folkeblad TV-2 og Danmarks Underholdningsorkester lagde heldigvis vejen forbi Skive lørdag aften. Af Thomas Johansen ... Egentlig kunne vi vælge bare lade os underholde i aften. Når man nu alligevel er » boomer « . Det er jo da trods alt et underholdningsorkester, TV-2 har med på scenen. Måske er det endda orkestret, som har TV-2 med. Meeeen ... i Steffen Brandts hænder får man aldrig helt lov til at læne sig tilbage og lade som ingenting, mens den konsumerede fadøl rumler behageligt i maven, som på forunderligvis også er blevet en hel del større end dengang i 1985. »På Kalundborgbådens agterdæk forefindes morskabsautomater -et populært tidsfordriv«. Sådan lyder teksten i sin helhed til et af aftenens mest vellykkede numre, hvor underholdnings-orkester og rockband ubesværet finder sammen til én. ... Selv om vi også undervejs blev mindet om, at hverken de eller vi er udødelige, blev 100 minutter i Kulturcenter Skives koncertsal en rigtig god oplevelse for henved 1000 mennesker i salen. Fordi Steffen Brandt kan det der med at trænge ind under huden med sine fortællinger. ... Steffen Brandts vokal synes at være vokset i holdbarhed og styrke, siden bandet sidst var på tour, men det gør nu ikke spor, at Anne Hjorth nu om dage byder ind med krystalklar solo til højdepunkter som »Alt hvad hun ville var at danse« og »Fald min engel«.
Om koncerten med tv-2 og Danmarks Underholdningsorkester på Værket i Randers, 24. februar 2023: Randers Amtsavis * * * * * Af Ole Eeg ... Aftenen igennem fornemmede man en tydelig samhørighed mellem bandet og det entusiastiske publikum, der hellere end gerne spillede med og var meget gavmilde med tordnende applauser. Der eksisterede en skøn og varm stemning - mesterligt iscenesat af Steffen Brandt, der tydeligvis har et gedigent kendskab til Randers. Som altid var han enorm dygtig til at binde aftenen sammen, så man følte sig godt underholdt af en begavet entertainer, der har ordet i sin magt, og som har en masse interessant at fortælle om. ... Musikken fik et tiltrængt jazzet løft i "Hundene over Jacobshavn", og i det efterfølgende nummer " Det er nat derude" blev der for alvor lukket op for de kantede solistiske sluser med Peter Dencker og Niels Hoppe i de absolutte hovedroller. Sidstnævnte er saxofonist i The Aarhus Horns, som gennem en årrække har assisteret TV-2, og det var befriende at fornemme den både legende og overskudsagtige tilgang, han havde til sangen. Det var faktisk noget af aftenens allerbedste. ... "I har så mange gode ting i Randers", understregede Steffen Brandt som optakt til "Alt hvad hun ville var at danse" - smukt fremført af Anne Hjort. Og så nævnte han i flæng Elvis-museet, Scandia, Randers FC - og TV-2' s keyboardmand Peter Dencker, der er bosiddende i Kristrup og i de senere år har været et højt værdsat medlem af bandet. Han spillede også en central rolle denne fredag aften på Værket - ikke mindst i sangen " Kys bruden", hvor han for alvor fik mulighed for køre løs med et fedt Steve Winwoodagtigt orgelspil. ... Indimellem fik vi de mere komplekse numre "Der trænger til at blive skovlet noget sne" og "Kalundborgbåden", hvor scenens godt 30 musikere for alvor kom på overarbejde i en storslået fusion. De godt 1000 tilskuere vovede sig ud i den kolde aften med brede smil på læben. De høje forventninger var blevet indfriet. Husorkesteret havde leveret den ønskede vare - og lidt til..
LIVE 2022
GAFFA * * * * * Af Ole Rosenstand Svidt ... Meget er, som det plejer: De fire kernemedlemmer i TV-2, der i øvrigt alle har været med siden starten i 1980 (og før da syv år i forgængergruppen Taurus), ledsages af keyboardspilleren Peter Dencker, blæsertrioen The Aarhus Horns og korsangeren Anne Hjort, hvor sidstnævnte efterhånden har været med i 10 år og fortsat udgør en flot vokal modvægt til Steffen Brandt, der stemmemæssigt er i god form i aften. ... ”For dig ku’ jeg gøre alting” spilles i en ganske vellykket alternativ version, der nærmer sig house, med ekko på Brandts vokal, mens ”Som i himlen” er en af sættets få nyere og ikke superkendte, men ganske fine sange, som viser, at Brandt stadig kan skrive ikke blot tekster, men også melodier, der holder. ”Alt hun ville var at danse” fremføres som smuk, halvakustisk ballade med Anne Hjort på leadvokal. Også denne sang er ikke kun tekstmæssigt, men også melodisk i særklasse – guitartemaet går stadig lige ind. Og den altid veloplagte drillepind Brandt præsenterer ”Rigtige mænd” under titlen ”Rigtige personer gider ikke høre mere vrøvl” – man må jo følge med tiden.
Om koncerten ved Herning Rocker, 28. maj 2022: Herning Folkeblad Af Henrik Ole Jensen Link til galleri med billeder fra den sidste koncert på årets Herning Rocker
Om koncerten i Tivoli Friheden i Aarhus,. 27. maj 2022: migogaarhus * * * * * Af Pernille Søborg ... Lyden i Friheden var, på midten af tivolipladsen, formidabel fra første beat. Bandet er af den gamle skole, og det, man hører hjemme i stuerne, er også det, man får live. Tv-2 lyder, som tv-2 altid har gjort. Blæsertrioen The Aarhus Horns, der efterhånden er fast inventar, gav nerve og liv til sangene. Forsangeren, med den letgenkendelige stemme, hvis aarhusianske sprog ikke er at fornægte, har en karakteristisk knækket rytmik og nærmest talesyngende stil..
GAFFA Af Adam Bouttai ... Aftenens to sidste numre leveres af TV-2. Danmarks uofficielle nationalband, er også det eneste rigtige valg. Steffen Brandt er trods alt Danmarks vigtigste kærlighedsforkynder på versefødder. Bandet har ledt os igennem årtier med forandring, og deres tilstedeværelse er også nødvendig, når vi går ind på ukendt territorium kun bevæbnede med tro, håb og kærlighed. ”Verden fra forstanden” afslutter med et bevægende fællessanglydtryk. Sjælevarmen trækkes helt ud til det yderste mandat. ... Halvandet hundrede år efter Taras Shevchenko berettede om den tilbagevendende katastrofe som det ukrainske folk er blevet udsat for, gentager historien sig. Dette har vi begrædt hver og én denne aften. Mest af alt fordi vi som mennesker elsker det satans liv. Også selvom verden er gået fra forstanden. Vi tænder et lys for Ukraine — i millionvis. En hel nation har istemt de eneste paroler værd at nævne i disse dage: Slava Ukraini..
LIVE 2021
GAFFA * * * * * Af Adam Bouttai ... Som det hører sig til ved runde bryllupsdage, så er hornmusik et ufravigeligt krav. Overraskelsesmomentet med saxofon, trompet og trombone er solidt udført på en forfriskende levering af "Vi skaber en verden perfekt". Korsanger og vokalist Anne Hjort imponerer med fornemme vokal-stykker på "Nutidens unge" med dertilhørende uopslidelig synkope-energi fra Gaul. Tracket emmer af fornem coming of age, der efterlader samtlige håndflader i salen rødglødende og stemmebåndene på vej mod adskillige dages rusten hæshed. Dette er ikke aftenen, hvor sætlisten polstres med uudgivet materiale. Til gengæld leveres et fornemt cover af Lis Sørensens "Indtil dig igen” præsenteret som inderlig duet mellem Brandt og Hjort. I den anden cover-boldgade kan fjolleriet få livseliksir på "Another One Bites the Dust". Der bibringes musikalske overraskelser uden, at krydderiblandingen er for skarp til lytternes palletter. Med Brandt på danske versefødder, et orkester på frierfødder og et publikum på dansefødder sikres kærlighedshytten et ekstra skud amorine-juice under et cover af B-52’s "Love Shack". Et nærmest uudtømmeligt hitarsenal giver rum til "Rigtige mænd" og ”Kys Bruden”. Det er udødelig poesi til masserne. Hvad angår publikums koregenskaber - "Don't Get Me Started" - lydtrykket udfylder hver og en af arenaens kubikmetre. Om det så er jazzklub-improvisationer, Århus Funk, rap (på "Popmusikerens vise") eller distortion tråd, så modtages hvert øjeblik med absolut hengivenhed..
Om koncerten på 40 års jubilæumstour i Aalborg Kongres & Kultur Center den 22. oktober 2021: Nordjyske * * * * * Af Ove Nørhave - Hen til dig og væk igen. Og tra la la la. La la. Begejstringen vil ingen ende tage...! For en hvilken som helst sangskriver må det være et sted mellem mærkværdigt og berusende, at et publikum i den grad kan overtage en sang og ikke bare synge, men skråle, med, men nærmest forme og farve og ende med at dominere en koncert. Sådan som det sker, når 40 års jubilarerne i tv-2 den ene gang efter den anden brænder rent igennem og får tilhørerne helt op at køre. ... I løbet af næsten 30 numre fra et 40 år langt repertoire når Brandt, Lerchenfeldt, Olesen og Gaul særdeles godt rundt i alle hjørner - smukt forstærket med ekstra keyboard, kvindelig vokal (dygtige og velsyngende Anne Hjort), blæsertrioen The Aarhus Horns og til sidst stort kor til at lægge en flot bund under det tradtionelle farvelnummer "Bag duggede ruder"... Så godt som alt blev spillet og sunget virkeligt tændt (og i helt oplagt, indbydende syng-med-stil). ... Efter 40 år (strengt taget 43 år, hvis man tæller fortiden i bandet Taurus med) er der langt mellem orkestre, der så effektivt kan piske en stemning op. Og lynhurtigt skabe en fest. Og holde den gående. Ikke mindst ved at sørge for, at det ene nummer nærmest trimler direkte over i det næste. Om koncerten i Tivoli Friheden i Aarhus, den 10. september 2021: migogaarhus * * * * * Af: Jeppe Honoré ... Denne gang var publikum på fra start, og især det yngre publikum sørgede for at skabe en euforisk stemning, der er sjældent set. Man forledes sågar til at tro, de havde været på træningslejr i Steffen Brandts stærke tekstunivers. Det er bemærkelsesværdigt, at TV-2 har så bred en appel, at de kunne trække de unge i Tivoli, når koncerten faldt sammen med et kæmpearrangement i Uniparken. ... I 2019 tyvstartede de (bandet, red.) festugen med maner. Her to år senere lukkede og slukkede de sommerens Fed Fredag-koncerter i Tivoli Friheden på præcis samme behørige vis. Forud for koncerten blev det annonceret, at det var et farvel til den ikoniske scene, og man næppe forestille sig en mere magisk afslutning på denne æra. Bandet, der havde hjemmebanefordelen med sig, gav publikum et kærkomment comeback til dengang, hvor man måtte synge med til koncerter, og kan man så gøre andet end et at overgive sig? Ikke mere vrøvl og ikke mere overflødig snak. TV-2 holder 100, og vi håber at se dem til næste år – gerne som åbnere af den nye scene.
Om koncerten til 'Sommer på Værftet' på Svendborg Havn, den 10. juli 2021: Fyns Amts Avis / Fyens Stiftstidende * * * * * TV-2 bed fra sig i beddingen på værftet på Frederiksø, hvor der var udsolgt til Sommer på Værftet. Det 40 år gamle band trængte på ingen måde til en tur i dokken. Der var helt styr på rocken. Steffen Brandt virkede sammen med resten af det faste band, korsanger og blæsersektion voldsomt veloplagt lørdag aften i Svendborg. Af: Simon Staun ... Jeg vil faktisk gå så langt som til at mene, at TV-2 er særdeles veloplagte i denne – deres yndlingsby af alle danske yndlingsbyer. 'Det Mørke Jylland' rummer linjerne: 'Jeg ved, at jeg sandsynligvis går glip af noget. Og tænk hvis jeg nu ikke får det hele med'. ... Steffen Brandt introducerer sangen med analogien om, at han engang var en ung mand, der gik med barnevogn og kiggede misundeligt på mændene i dyre biler. I dag sidder han i den dyre (el-drevne) bil og misunder de unge mænd. Jeg kender følelsen indgående. ... Til ekstranumrene er den nyeste sang det spændstige åbningsnummer 'Don't get Me Started', fra seneste udspil, 'Tæt trafik I Herning' fra 2018. Jeg har tidligere oplevet, at sangen indledte gruppens koncerter, men det virker langt bedre placeret som det første af de tre ekstranumre. Fordi det er så rocket og atypisk TV-2. Den får selskab af to klassikere: 'Kys det nu (det satans liv)' og 'Bag duggede ruder', der får hele pladsen til at eksplodere i fællessang. Lige omkring 1.000 mennesker er formentlig så langt væk fra kolde stuer, man overhovedet kan komme. Om den akustiske jubilæumskoncert i Royal Stage i Aalborg den 21. maj 2021: Nordjyske * * * * * Af Ove Nørhave ... Selv efter 40 år - 43, hvis man tæller tiden i Taurus med - er der næsten ingen grænser for den musikalske legesyge. En del af numrene har lige fået et ganske alvorligt ekstra drej på alle skruer og bolte. Først og fremmest langt mere boblende jazzpiano i "En dag vil jeg gå i regnen med dig” og et par andre steder herlige, lange forløb på lystigt pludrende Hammond-orgel. Men også væsentligt hårdere guitarrock i ”Turbo”. Langt tungere blues i ”Under stjernerne”. En lidt mere kantet udgave af ”Dig og så mig...”. Alt i alt faktisk en hel del forfriskende svinkeærinder. Og der kunne såmænd godt have været skovlet endnu flere sprudlende soloforløb ind undervejs. Her og der og alle vegne brænder Anne Hjort igennem som mere-end-korstemme med et særdeles kraftigt præg på ikke mindst ”Randers Station”, ligesom hun får ”Alt hvad hun ville var at danse” ned i et væsentligt lavere gear (milevidt fra den oprindeligt ret hektiske, Miss B. Haven-agtige fremtoning), sprød og krystalklar og ret bevægende. Aftenen igennem kommer tv-2 påfaldende nemt fra det spøjse og gemytligt-slagfærdige og rundt omkring i det mere melankolske og indadvendte, båret frem af netop Steffen Brandts omstændelige, i hvert fald meget omvejs-begejstrede og til tider ikke så lidt syrede introduktioner...
Om den akustiske jubilæumskoncert i Store Vega i København, den 5. december 2020: Information Af Ralf Christensen ... Det er naturligvis uundgåeligt undervejs i koncerten i Store Vega at synge med, men det står også tidligt klart, at det ikke er en hitparade, vi er vidner til. I stedet synes repertoiret at afspejle Brandts litterære temperament, der udmønter sig i en række velforberedte og live-velturnerede indledninger. Omhyggeligt skræddersyet og åndsnedkereret til sangene. ... Publikum var lykkelige: »Ramt af dét,« som Brandt formulerer undervejs, »der angstprovokerer os danskere allermest, nemlig et anfald af livsglæde«. Det skal være dem vel undt. Hvad der står tilbage langt stærkest for denne anmelder, er Steffen Brandts ord og vid mellem sangene. Hvordan nostalgien i hans selvbiografi tilføjes nye røverhistorier. Hvordan han gør grin med sin hjemby Aarhus – »Det er sådan, at når AGF har vundet en kamp, så er de inde i en stime« – og samtidig begræder affolkningen af vores landdistrikter, ja, endda bruger det som scene for tabsoplevelser på et åndeligt plan. ... Og så synger Steffen Brandt endnu engang inde fra en krop, der har sanset danskheden og siden formuleret den i sange gennem årtier; sange som vi har sunget med på i generationer. Og sikkert kommer til i fremtiden.
Om den akustiske jubilæumskoncert i Kulturcenter Limfjord i Skive, den 14. november 2020: Skive Folkeblad Af Hanne Skibsted ... Den intime, siddende koncert med blot 500 billetter sat til salg blev en af de fineste oplevelser længe i en corona-tid, hvor det lidt for ofte føles som om hele verden er fra forstanden. ... Mange af sangene blev fremført af det velspillende orkester i skønne nye, mere neddæmpede versioner, hvor teksterne og den finurlige leg med ordene trådte tydeligere frem - også takket været sangerinden Anne Hjorths fine vokal. Og det var tydeligt at mærke, at publikum bare så gerne ville ud og have en god aften - allerede ved sang nummer tre lød høje pift og taktfaste klapsalver gennem salen, uden at det nogen sinde kammede over og blev bøvet. Om den akustiske jubilæumskoncert på Værket i Randers, den 13. november 2020: Randers Amtsavis * * * * * TV-2-lederen er en absolut ener – godt støttet af sit velspillende band. Af Ole Eeg ... Han (Steffen Brandt, red.) var her og der og alle vegne og den absolutte katalysator for en aften af høj kvalitetsmæssigt format. ... I løbet af den syv kvarter lange og pausefri koncert fik vi 23 sange – hentet fra tretten af de nitten udgivne albums. Selvfølgelig masser af syng-med-sange (inde i hovedet), men så sandelig også afdæmpede, nedtonede og knap så velkendte numre. Det gjorde ikke spor. Faktisk var det med til at gøre koncerten endnu mere interessant, at intet på forhånd var givet. At det hele blev leveret i semi-akustiske versioner skærpede publikums opmærksomhed og nysgerrighed. ... Der var naturligvis også plads til 'Kys det nu (det satans liv)', der netop er offentliggjort som ny sang i den helt nye udgave af Højskolesangbogen – helt fortjent, i øvrigt. Link til hele anmeldelsen GAFFA * * * * * Af Ole Rosenstand Svidt ... Som femte sang på sætlisten får vi den 30 år gamle ”Kom og se, Far danser”. En hyldest til den spontane livsglæde og en stærk ballade, som jeg aldrig har hørt bandet spille, selvom jeg har set dem mindst 20 gange. En særdeles positiv overraskelse, og dem hører vi heldigvis flere af, oftest fra den mere lavmælte afdeling af Brandts bagkatalog. Blandt disse kan nævnes ”En dag vil jeg gå i regnen med dig” – med jazzet klaversolo – ”Under stjernerne” – med Brandt på blueset mundharpe – ”Monas solarium” – om den utilnærmelige kvinde, der ”ligger der i solen, i dit eget univers”, ”Godnat, du” og ikke mindst ”Efterår”. Sidstnævnte oprindeligt indspillet af Ray Dee Ohh med musik af Poul Halberg (”en kollega ringede – eller kollega og kollega… han er musiker”) og tekst af Brandt. Lutter stjernestunder. ... Anne Hjort er en stærk kormakker, men ellers klarer Brandt det fint selv, også i det højere leje, hvilket man bestemt ikke kan sige for alle sangere årgang 1953. Hjort er dog helt i front på ”Randers Station”, ”Alt hvad hun ville var at danse”, ”Blod, sved og tårer” og ”Efterår” og er en fornem duetpartner på ”Fald min engel”. ... Efter små to timer siger bandet tak for i aften, og det har virkelig klædt dem at tænke alternativt i aften.
Om den akustiske jubilæumskoncert i Royal Stage i Aalborg den 6. november 2020: Nordjyske * * * * * Af Ove Nørhave ... Fra tid til anden brager Hans Erik Lerchenfeld virkelig (og heldigvis) igennem med en af sine meget karakteristiske, sprukne guitarsoloer, ligesom der i herligt lange forløb bliver hamret igennem på såvel klaver- som orgeltangenter. Det lykkes faktisk at skabe den helt rigtige stemning. Et sted mellem slagfærdighed og eftertanke. Mellem sjov og alvor. Undervejs har ”Dig og så mig” fået et endnu kraftigere visepræg - og ”Under stjernerne” til gengæld et voldsomt tungere blues-svaj. Flere steder trækker det også kun op (og endnu mere op), at især ”Randers Station” og ”Alt hvad hun ville var at danse” får et stærkt nyt feminint præg, takket være sangerinden Anne Hjorts perlende, flotte stemme. ... Ud i det tidlige aftenmørke efter halvanden times blandede oplevelser - omtalt af Brandt selv som uddrag af ”En landsbytosses dagbog” - tumler man sært oplivet, ikke mindst af genhøret med en snes flotte, velspillede og velsungne sange fra aldeles imponerende repertoire. Link til hele anmeldelsen Fyens Stiftstidende * * * * Af Simon Staun Det klæder både Brandt og de øvrige medlemmer at lade TV-2 sende på nye frekvenser. Sange fra hele karrieren har fået klædelige overhalinger. Især sangene om længsel og udlængsel fik ekstra tyngde i en tid, hvor selv Randers Station virker eksotisk. En aften i selskab med TV-2 er altid en utvetydig opfordring til at kysse det satans liv. Opfordringen om at gribe livet, før det er for sent, får musikalske vinger med den himmelske klaverintro. TV-2 modtager fortjent stående bifald for en koncert, der understreger, at tudsegamle sange sagtens kan skinne, når de spejler sig i det konstant foranderlige samfund, de udspringer af og hylder.
Om koncerten til 'De Grimmeste Aftener' på Grimhøjgaard, Brabrand, 28. august 2020: Gaffa.dk * * * * * Af Henrik Felter ... Selvom scenen var lige ved at minde om noget, man kunne finde til en større provins-byfest, var lyden formidabel fra første beat. Bandet – der er af den gamle skole, hvor alt, hvad man hører, opstår live på scenen – var som altid udvidet til ni medlemmer med ekstra keyboardist, blæsertrio og korsanger. Liveoplevelsen, hvor man kan se og høre, at der faktisk er én, der spiller claves-figuren i ”Der Går Min Klasselærer” akustisk, samt dynamisk blæs leveret af The Aarhus Horns, er altid er en fornøjelse, ikke kun når der improviseres en hæsblæsende saxofonsolo, men i lige så høj grad når der subtilt fyldes dynamiske horn ind i et pop/rock-lydbillede, der påbyder sans for detalje. TV-2 er et orkester, der har skabt sig en praksis meget båret af Steffen Brandts personlighed; hans vittigheder om, at denne uofficielle åbning af Aarhus Festuge under temaet ”mens vi venter på den russiske vaccine” gerne måtte ytres, så længe der var behørig afstand imellem sætningerne, løsnede stemningen for publikum, der lige skulle sparkes i gang – og det havde alle, inklusive gruppen, vist brug for. Selv med ”Lanternen” og ”Randers Station” som stærke åbningsnumre, gik der lidt, før Hans Erik Lerchenfelds guitarpassager blev en tosporet vej ned til forsamlingen. Efter et par både nyere og ældre numre blev stemningen taget lidt ned i en version af ”Alt Hvad Hun Ville Var At Danse” uden trommer, sunget af Anne Hjort, som har medvirket i orkestrets koncertopsætning siden 2012. Det var et smukt øjeblik, og det eneste tidspunkt i sættet, hvor en regulær ballade blev lagt for dagen; det gjorde dog ikke noget for energibalancen, da meget af bagkataloget indeholder eftertænksomme passager i popsangene.
|
||
LIVE 2019 – elektrisk & akustisk Om koncerten i Byparken, Aarhus, 29. august 2019 – uofficiel åbning af Aarhus Festuge: Gaffa.dk * * * * * Af Michael Jose Gonzalez Mere perfekt åbningsnavn til at sparke Aarhus Festuge uofficielt i gang skal man lede længe efter. Steffen Brandt og co. har gennem fire årtier leveret eftertænksom fællessang til folket fra hjertet af Smilets By. Og at Danmarks Lykkeligste Orkester langt fra er færdige med fyrre, beviser de med en potent levering af første single fra sidste års fremragende 19.(!) studieudspil, Tæt Trafik I Herning, “Don’t Get Me Started”, der med harsk samfundskritik og huggende guitarer sætter gang i aftenen. ... Bandet spiller tight, forsangeren velsyngende og vanligt veloplagt, og begejstringen vil vitterligt ingen ende tage, da Hans Erik Lerchenfeld sætter gang i det indledende riff til “Skanderborg Station”. ... En intimt omarrangeret version af “Alt Hun Ville Var At Danse” følger med korsangerinde Anne Hjort på stærk leadvokal. Det er en flot og modig fortolkning, og det er ikke de faldende temperaturer, der får gåsehuden til at melde sig. ... Danmarks vel nok første rapsang, “Popmusikerens Vise”, får selskab af uforlignelige Marvelous Mosell og Tue Track, der begge ligner en million – eller måske rettere fem milliarder – og ubesværet kører over i den musikalske lykkepille ”Antikommerciel Masseappel” og forvandler Rådhusparken til et lamettabelagt dansegulv. Stramt, sikkert og solidt Hvad d’herrer Track og Mosell har af swag matcher Tv-2 med en uimodståelig omgang “Rigtige Mænd” og “Nutidens Unge” ... Sammen med Tina Dickow leverer Steffen Brandt en flot fordanskning af “Nobody’s Man”, der her hedder “Ikk’ Nogens Pige”. Den kalder i dén grad på at blive indspillet og udgivet. ... Be Bab a Lula” sætter gang i festen igen, og man gang på gang forbløffes over, hvor sikker en skude, Tv-2 er. Det er stramt, sikkert og solidt med læssevis af overskud og tydelig spilleglæde. ... Det imponerende kor EVE fra Egå Gymnasium leverer faldende englesang og løfter flot et dejligt genhør med Kalundborgbåden til et storslået crescendo. Til sidst falder duggen på ruderne, og publikum kan gå opløftede hjem oven på en imponerende koncert med et band i absolut storform, der endnu engang demonstrerede, at kærligheden og den gode sang vitterligt overvinder alt. Tak..
Lokalavisen Aarhus Gamle klassikere tilsat nyere hits dannede rammen om en mild sommeraften i hjertet af Aarhus, hvor TV-2 var de absolutte stjerner Af Anna E. Køhlert ... Med velkendt stemme, velkendt set-up og velkendte klassikere fra TV-2's lange hitliste, blev det lovede brag af en åbning af Aarhus Festuge netop et brag. Festen udeblev ikke, for tilsat velkendte musikalske og ikke mindst aarhusianske venner spillede bandet op til deres ry og gav de mange fremmødte i Rådhusparken en aften med fællessang, fællesskab og hygge. ... Fællessang var netop rammen om stort set alle de hits, der blev spillet. Flere gange var publikums sang så høj, at de kunne forveksles med et kor, og Brandt gjorde da også alt for at få folk med på stroferne. ... De hemmelige gæster var velmente afbræk og bidrog alle med energiske indslag. Men aftenen tilhørte TV-2. Det var dem, publikum var der for at høre og bedømt ud fra jublen, sangen og de viftende arme, gik de ikke skuffede hjem. Alt og alle var med TV-2 denne aften, selv universet kvitterede. Midt under “Hele verden fra forstanden” bevægede sig et stjerneskud over den nu sorte nattehimmel og endte ned midt i Aros’ lysende regnbue bag scenen med Aarhus' egne stjerner. d Århus Stiftstidende Af Kristine Lefevre Sckerl og Jens W. Møller Det var Aarhus med Aarhus på, da TV-2 skød festugen i gang under åben himmel og med Regnbuen og Rådhuset som bagtæppe ... Mens mørket sænkede sig over Byparken, kunne publikum få et skud af dét, festugen ifølge Steffen Brandt står for. Nemlig de tre F'er: Fest, fællesskab og glæde. Link til artiklen samt til den anden artikel ved samme lejlighed ... Aftenens første gæst var Tina Dickow, som Steffen Brandt flere gange har optrådt sammen med ved tidligere lejligheder. Senere gjorde den danseglade rapper Marvelous Mosell bandet selskab på scenen i Byparken. Opvarmningsbandet Bogfinkevej havde gemt deres hit "Iben Hjejle" til koncerten med TV-2, inden det uofficelle startskud blev rundet af med det lokale pigekor Eve fra Egaa.
Aarhus Update Af Søren Holm-Hansen ... Tro mod sin natur gik tv-2 på scenen som annonceret på slaget kl. 21. Som altid til tonerne af “Bornholmer-valsen” fra 1959, og også denne gang flankeret af blæsersektionen The Aarhus Horns. Steffen Brandt fortalte tidligere på ugen til Aarhus Update, at hans nye sange måske skal have lidt tid til at spille sig ind i publikums hjerter: “Vi oplever, at nye sange langsomt, men sikkert bliver til gamle sange. De skal bare spilles og høres og bruges sammen med et helt almindeligt, levet liv,” sagde han. Torsdag aftens store koncert åbnede da også med en lille håndfuld af de nye sange, som måske ikke sidder helt på rygraden endnu. Men så åbnede festen sig. Med et overflødighedshorn fra tv-2’s enorme bagkatalog. Og det skete med skiftende gæster på scenen: Anne Hjort, Marvelous Mosell, Tue Track, Bogfinkevej med hittet “Iben Hjejle”, pigekoret Eve fra Egå Gymnasium, og ikke mindst Tina Dickow i en bevægende udgave af Steffen Brandts fordanskning af Leonard Cohens “Hallelujah”.
Om koncerten på Wonderfestivall, Ankermyr i Allinge, 17. august 2019: Gaffa.dk * * * * * Af Ole Rosenstand Svidt ... Den nye ”Er vi glade eller hvad?” holder humøret oppe med sit iørefaldende fløjtetema og høje tempo. Denne sang er et af de numre, hvor Steffen Brandt hverken spiller akustisk guitar eller keyboard, og han har dermed hænderne fri til at gestikulere og pege entusiastisk ud på publikum – og det gør han så. Han virker ganske enkelt i topform, men er næsten også på hjemmebane – han har hus både i Gudhjem og i Aarhus. ... ”Alt hvad hun ville var at danse” bliver spillet i en smuk, akustisk version med Anne Hjort på leadvokal, måske inspireret af forårets turné med et både akustisk og et elektrisk sæt eller Brandts tidligere duo-koncerter med Tina Dickow. Resten af sættet er primært TV-2-klassikere, som er blevet spillet mange, mange gange før i nogenlunde samme versioner og dermed ikke rummer samme overraskelseseffekt, men stadig holder hele vejen, både i form og udførelse, med flere veloplagte guitarsoloer fra Hans Erik Lerchenfeldt og en heftig bassolo fra Georg Olesen i ”Rigtige mænd” – og bundsolide trommer fra Sven Gaul.
Om koncerten på Smukfest 8. august 2019: Berlingske.dk Verdens kedeligste orkester var et af torsdagens højdepunkter med en ekstremt velspillet koncert, der med besøg fra Marvelous Mosell og Tue Track både pegede tilbage og frem i musikhistorien. Af Nanna Balslev ... Med sig på scenen havde bandet en blæsersektion, der tilføjede nogle mere organiske lag til TV-2s synthdrevne lyd. Og selv om gennemsnitsalderen i bandet er omkring 65, lignede Steffen Brandt og resten af bandet nogle, der kunne spille hele natten. ... TV-2 har ikke ændret synderligt på deres opskrift siden starten af 80erne, men den virker også stadig takket være et ekstremt velspillende band og Steffen Brandt som charmerende og underspillet frontfigur. Han lignede en mand, der kunne løbe en maraton på scenen. Guitarist Hans Erik Lerchenfeld løftede koncerten med flere guitarsoloer, som gav noget kant til TV-2s lidt polerede udtryk.
Om koncerten i Slagelse i forbindelse med Slagelse Festuge, 27. juni 2019: SN.dk Af Fleur Sativa Torsdag aften kunne flere gæster med stor sandsynlighed nikke genkendende til teksten »Alt hvad hun ville var at danse«, og måske endte nogle endda også med at gå hjem med følelsen af at være »De første kærester på månen«. I hvert fald var der god stemning og varme i luften, da et af Danmarks mest populære bands gennem 40 år, TV-2, spillede flere velkendte numre og med stor succes åbnede scenen på Nytorv i Slagelse som det første navn ved betalingskoncerterne under Slagelse Festuge...
Om koncerten i Thansen Arena, Fredericia Idrætscenter, 15. marts 2019: Fredericia AVISEN * * * * * Af Thomas Lægaard ... Det er lang tid siden jeg har været til TV2 koncert og aldrig før har jeg været til siddekoncert med Danmarks kedeligste orkester, heldigvis blev det aldrig kedeligt. ... Det virker på mig og bandet viser en dejlig nærhed og bandets blæser sektion kommer ind som en frisk brise i det semiakustiske univers vi oplever. Jeg får gåsehud første gang i første sæt da nummeret “Randers Station” får sin tid på playlisten. Steffens indledning er dragende og her kommer korsanger Anne Hjort i fokus og bærer sangen på en helt ny måde og det er ikke første eller sidste gang i koncerten at deres duet sidder lige i skabet. Om koncerten i Musiktetaret i Holstebro, 28. februar 2019: Dagbladet Holstebro Af Henrik H. Breum ... Herre-orkestret har gennem de seneste år nydt godt af sangerinde Anne Hjorts fine stemme rundt om på scenerne, og også i aftes dannede hun et perfekt makkerpar med Steffen Brandt. Som nu på "Randers station", der i høj grad blev båret af Anne Hjorts vokale arbejde. Og "Line Jørgensen, Voldum" har vel sjældent lydt bedre. Guitarist Hans-Erik Lerchenfeld - født og opvokset i Holstebro - ramte den blå tone så smukt og så afdæmpet, at man for en stund glemte tid og sted. På den anden side af pausen blev der sat lidt mere strøm til instrumenterne, og folket fik en fest, der naturligvis blev rundet af med tv-2's signatursang, "Bag duggede ruder.". Link til hele anmeldelsen Nordjyske
* * * * * Af Ove Nørhave ... Her fungerer den ene stribe lune, underfundige bemærkninger efter den anden som munter udglatning på et ellers ret vemodigt, længselsfuldt første sæt, holdt akustisk, i mere blålige toner og et lavere gear. Nærmest som en lidt mere eftertænksom søndag formiddag - inden andet sæts større præg af fest og farver og fredag aften. ... Og det trækker bestemt ikke ned, at de fleste bliver formet af både en (vel)oplagt gæstestjerne som sangerinden Anne Hjorts smukke, rene, klangfulde stemme og af den altid helt usædvanligt driftsikre blæsertrio The Aarhus Horns (med yderst flotte præstationer både sammen og hver for sig). ... Hatten af for et orkester, der efter næsten 40 år på den ene side spiller en del på det kendte og indarbejdede og forudsigelige, men som på den anden side helt tydeligt nægter at stå stille. Link til hele anmeldelsen Gaffa
* * * * * Aarhus Update
* * * * *
|
2019 | |
Sommertur 2016 Om koncerten på Smukfest, august 2016: B.T. * * * * * DR.dk Gaffa
* * * * * Horsens Folkeblad Om koncerten på Bornholm, sommeren 2016: Bornhoilms Tidende
|
2016 | |
"Det Gode Liv" forårstur 2015 Om koncerten på Magasinet i Odense, 17. april 2015: Fyens
Stiftstidende / Fyns Amts Avis * * * * Om koncerten i Nordkraft, Aalborg, 18. april 2015: Nordjyske * * * * *
|
2015 | |
Sommertur 2014 Gaffa
* * * * *
|
2014 | |
100 sange på 180 dage – tour 2012-2013 Gaffa
* * * * |
2013 | |
Sommertur Diskant.dk |
2012 | |
Jubilæumskoncert i London 11.11.11 Ekstra-BladetWho the fuck is TV-22?
De fleste af de bedste
Om premierekoncerten i Odense Idrætshal, 18. marts 2011: Gaffa
* * * * Om koncerten i Roskilde Hallerne, 19. marts 2011: Dagbladet
Roskilde Om koncerten i DGI Huset, Vejle, 25. marts 2011: Vejle
Amts Folkeblad Om koncerten i Portalen, Greve, 31. marts 2011: B.T.
* * * * * Om koncerten i Aalborg Kongres & Kultur Center, 16. april 2011: Nordjyske
* * * * Om album-release-koncerten i Operaen, 12. februar 2011: B.T.
|
2011 | |
Sommertur Herning
Folkeblad Dagbladet
Ringkøbing/Skjern |
2010 | |
Grøn Koncert sommertur B.T.
|
2009 | |
Station to Station - Sommertur Fyens
Stiftstidende Station to station tour Om premierekoncerten i Odense Idrætshal, 25. januar 2008: Gaffa
* * * * Om koncerten i Aalborg Kongres og Kultur Center, 2. februar 2008: Nordjyske
* * * * * Om koncerten i Horsens Ny Teater, 14. februar 2008: Horsens
Folkeblad |
2008 | |
Rullende
rockkoncert
19. januar 2008 i toget Århus-Odense-København: EkstraBladet:
TV-2
på skinner |
||
Rådhuspladsen, København
DR Nyheder Grøn Koncert sommertur Gaffa
* * * * * * |
2007 | |
De Første Kærester På Månen - Sommertur EkstraBladet
* * * * * Berlingske
Tidende * * * * |
2006 | |
Bornholms Tidende Af Christina D. Gornitzka ... TV-2 var kommet hjem, hjem til Gudhjem, hjem til Høsthaven som Steffen Brandt udtrykte det, hjem til den hyggelige havefeststemning, hvor flere generationer mødtes omkring én lille, kort fællesnævner: TV-2. ... TV-2 med Steffen Brandt på guitar og vokal, Hans Erik Lerchenfeldt på guitar, Georg Olesen på bas, og Sven Gaul på trommer er still going strong. Med sig havde de Anne Hjort i koret, Peter Dencker på keyboard og Aarhus Horns. ... Med sin helt egen måde at være et sted mellem himmel og jord, mellem tale og sang, førte Steffen Brandt sig med fuld fart frem uden at se sig tilbage igennem et hæsblæsende halvanden times program. Nej, her var der ingen spil fra galleriet, bare ordekvilibristik med dybde, sjovt og hyggeligt, underholdende, folkeejet og særpræget som kun Steffen Brandt og TV-2 kan præstere det - og så i de rette haveomgivelser. Sammenspillet på scenen var som altid perfekt, og på trods af den enorme rutine i hinandens fællesskab, var musikken på ingen måde rutinepræget men vågen og nærværende. Havegæsterne og folk i gratistbakkerne fik sig en superflot koncertoplevelse med masser af musik. En dejlig stemning, masser af minder og hjertevarme. |
||
Fyens Stiftstidende / Fyns Amts Avis * * * * Af Lene Kryger ... Det klæder TV-2 at optræde i Magasinets dagligstueatmosfære, hvor man selv fra bageste balkonrække føler, at man er i øjenkontakt med Steffen Brandt. ... Efter pausen bliver der spillet tight og samtidig mere løssluppent. Det klæder især The Aarhus Horns, der får mere plads til at slå sig løs, og den unge tangentspiller Peter Dencker, der er en sand orgel-troldmand. ... Anne Hjort er en glimrende korsanger, hvis stemme ikke bare klæder Steffen Brandt, men også klinger forbandet godt sammen med Peter Denckers. ... Hovedparten af de nye sange lever næsten for godt op til albumtitlen "Det gode liv", spækket som de er med ufarlige, nostalgiske tilbageblik på ungdom og forelskelse. ... På hitskalaen topper "Frys" og "Bagud af dansen" i al deres trygge forudsigelighed.
|
||
Nordjyske * * * * * Af Ove Nørhave Bag de skæve smil, de gode manerer, de velkendte rammer og en tilsyneladende ret afslappet tilgang til musikken gemmer sig i virkeligheden et af landets mest ambitiøse pop/ rockorkestre. ... Blandt traverne bliver der kælet som vist aldrig før for især "Nærmest lykkelig", hvor der virkelig bliver fyret op under de aldeles formidable blæsere i The Aarhus Horns, ligesom " Verdens lykkeligste mand" pludselig bevæger sig hen over en yderst spændende bund af noget Rolling Stones/"Satisfaction"-agtig. Og aldrig har "Alt hvad hun ville var at danse" lydt så renlivet country-klingende. Helt ned i de små detaljer går tv-2 selv efter så mange år ikke af vejen for nærmest at genopfinde sig selv. ... Og så ellers hatten af for et orkester, der slipper helskindet fra at lade et af de mere krævende numre fra den nyeste cd, "Berlin", fungere som det ene af de obligatoriske to ekstranumre – live er den væsentligt mere blæserpræget og en anelse mindre Pink Floyd-inspireret, men bestemt ikke mindre spændende. I det hele taget er der hele vejen rundt så rigeligt at fryde sig over – de nævnte stærke blæsere, aldeles heftige guitar-, bas- og keyboard-soloer og usædvanligt smuk korsang. For slet ikke at tale om Steffen Brandts små, skæve bemærkninger til flere sange.
|
||
Nordjyske * * * * * Af Ove Nørhave ... Aftenen igennem bliver vi virkelig forkælet, ikke mindst med et væld af skarpe, smukke, flot svungne blæser-detaljer fra den hypereffektive, allestedsnærværende trio The Aarhus Horns. Men naturligvis også med en solid dosis guitarrock fra Hans Erik Lerchenfeldts righoldige lager. Ikke så meget som et øjeblik lægger orkestret skjul på inspirationskilder eller forbilleder, enten det så er en tung Beatles-puls her og der - eller et heftigt 007-guitar-riff til "Verdens lykkeligste mand". Den helt klare fordel ved, at tv-2 for tiden gennemgår det gamle repertoire album for album er, at man virkelig får ørerne op for numre, der i den grad har måttet leve i skyggen af umiddelbart større hits - men ikke mindst et par let klagende (og mere krævende) sange som "Bliv hos mig, bliv" og "Der trænger til at blive skovlet noget sne” fortjener at blive halet længere frem. ... |
||
Diskant.dk – Lille Vega, 7. juni 2012: Man ved aldrig på forhånd, hvornår de opstår – de såkaldte “once in a life time moments” – men pludselig befinder man sig midt i et, helt uventet og kan mærke det i hele kroppen og langt ind i sjælen. Sådan var aftenens koncert med Marie Key på Lille Vega, ganske enkelt sådan en koncert, man ikke glemmer, og som man vil referere til mange år i fremtiden: “Husker du dengang på Lille Vega, hvor TV2 opvarmede for Marie Key?” Og så er bomben allerede sprunget, for det uventede skete, da TV2 elegant og meget hjerteligt sagde ja til at opvarme 27 og et halvt minut for den danske singersongwriter Marie Key, der for anden gang inden for to måneder udsolgte Lille Vega. Omkring klokken 9 gik hovedpersonen på scenen og begav sig ud i en længere, meget humoristisk, fortælling om det at spille for udsolgte huse på Lille Vega. Det kræver da opvarmning, sagde hun, eller hun fortalte, at det mente hendes booker. Men hvor finder man det? Og så er springet til TV2 så heller ikke så langt, eftersom Key har brugt det meste af TV2s sidste landsturné på at opvarme for dem. Men uventet, ja, meget! TV2 gik på med et lille potpourri af deres mest kendte tracks; “Hvide lagner”, “En verden perfekt”, “Kys det nu (Det satans liv)”, “Skanderborg Station”, “Bag Duggede Ruder” og afslutningsvis “Ræven og Rønnebærene”. Og snak om at opvarme publikum... og om at øge niveauet af kærlighed til det danske band. |
||
Vejle Amts Folkeblad: Rock Under Broen, lørdag 9. juni 2012: Indrømmet. Jeg var af den faste overbevisning, at der ikke længere var nogen grund til at betale mere TV-2-licens. Har bandet ikke stået ( alt for ) længe på de samme scener? Har de ikke serveret nok af de samme gamle musikalske programmer? Fortalt de selvsamme selviscene-satte, sælsomme sensationer om at være "Nærmest lykkelig" ? Men lørdag kl. 16:45 blev det lysende klart, at jeg havde gjort TV-2-regning uden studie-værten, Steffen Brandt og resten af den redaktionelle musik-kanal. Efter 31 års uafbrudt sendetid og med et bagkatalog, hvor kun Kim Larsen kan være med, havde TV-2 valgt at ryste musik-posen. Op af posen trak kvartetten 75 minutters uafbrudte hits. De gamle travere blev spillet i nye, opdaterede og alternative versioner. Startende med "Hallo, Hallo" over "Be Babalula" til "Fuck Den Kærlighed". Alle spillet tindrende stramt og musikalsk perfekt. Specielt leverede trommeslager, Sven Gaul det bedste og mest varierede spil nogensinde. Normalvis har Gual rollen som slet og ret rytme-holder. Men denne lørdag slog han sig løs i roterende rundgange, chancebetonet fills og et lilletrommeslag så klart, som skulle han vække en dødende TV-station til live. Fremragende indsats. Det samme kan sige om den nye keyboard-spiller, Peter Dencker. Han fik masser af plads til at give de velkendte sange nyt liv. Og selvfølgelig kunne TV-2 kanalens stjernerapporter, Steffen Brandt ikke dy sig fra at berige os med sjove tilråb som : "Dem der kan pifte, de pifter. Dem der ikke kan, pifter alligevel"! Herlig humor. Afsindig alsidig koncert. Måske bandets bedste i mange, mange år. Mon ikke der kommer så mange licens-milder ind på kontoen, at bandet TV-2 får lov at få lidt ekstra sendetid næste gang de transmitere live fra Middelfart? |
||
GAFFA * * * * * Skive festival, fredag 1. juni 2012 ... Sætlisten bød blandt andet på nyere hits som "For Dig Ku' Jeg Gøre Alting" og "Randers Station", i alt fire fine sange fra "Showtime"-albummet, klassikere fra 80'erne som "Nærmest Lykkelig", "Rigtige Mænd", "Popmusikerens Vise", "Eventyr For Begyndere" og "Be Bab A Lula", og "Kys Bruden" som enlig repræsentant for 90'erne. Og med de uundgåelige "De Første Kærester På Månen" og "Bag Duggede Ruder" blandt ekstranumrene. Lutter velskrevne, begavede sange om tendenser i tiden og livet, døden og kærligheden som sådan. Steffen Brandt var vanen tro veloplagt bag skiftevis akustisk guitar og keyboard og, bortset fra enkelte småhæse passager, ganske velsyngende. Både guitarist Hans Erik Lerchenfeldt og bassist Georg Olesen fik lov at brillere med flere solide soloer undervejs, mens Sven Gaul nøjedes med at være det solide trommeanker bagerst på scenen. Publikum sang traditionen tro
med af fuld hals, og skulle Brandt & Co. være bekymret
for, om de nu også når de yngre generationer, så kunne jeg
ved selvsyn konstatere adskillige begejstrede teenagere
omkring mig, så arvefølgen i fanbasen synes sikret. Med
andre ord: Endnu en fremragende koncert fra et af Danmarks
mindst kedelige orkestre. ...
Nordjyske: Flot koncert med
TV-2 Det var et brag af en koncert, TV2 gav på Nordjyllands Idrætshøjskole, som optakt til den kommende sæson - Det bliver en travl sæson, forsikrede Steffen Brandt. Der var fuldt hus, og Steffen Brandt og hans makkere formåede at få publikum med sig. TV2 medbragte som solister rapperne Johnny Hefty og Jøden, sangerinden Camilla Jones samt et stort kor. Det er efterhånden en tradition, at Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole får besøg af TV2 som optakt til sæsonen. Og ifølge
publikum har de mange, som TV2 skal
underholde, noget at glæde sig til. |
||
Gaffa
* * * * * * Showtime og sikre slagere Af Mikkel Asferg ... Klædt i sort og hvidt bød Danmarks kedeligste orkester de 2900 publikummer velkommen til bandets 30 års fødselsdag. Og Steffen Brandt slog med det samme fast, at der hverken ville komme taler eller omdelte sange. Til gengæld lovede fødselarerne at kvittere med en rockkoncert, hvis publikum kunne tage det. Det kunne de, naturligvis. Foruden markeringen af TV-2's
30 års jubilæum var koncerten i Odense også første stop på
bandets forårsturné med det 17. studiealbum: "Showtime". I
den anledning er gruppen på tour i den oprindelige
formation med Steffen Brandt, Georg Olesen, Hans Erik
Lerchenfeld og Sven Gaul. Aftenens fjerde nummer blev akkompagneret af to keyboardspillende korpiger (søstrene Charlotte og Kamilla Schultz, red.) – og så blev et ellers tomt bagtæppe fyldt med en række sort/hvid-billeder. Dog var det svært at finde både symbolik og system i brugen af visuals – de kom og forsvandt sporadisk gennem koncerten. Akustisk afbræk Den akustiske passage var i mine ører et af koncertens højdepunkter, der med et par gode tekster formåede at bringe en anderledes nerve ind i forsamlingen. De to flotte sange viste, at TV-2 er langt mere end skrål-med-venlige åh-uh-åh-omkvæd og ørehængende popmelodier. Det var en sand fornøjelse bare at høre fire spillemænd og to vokaler – skåret ind til benet uden for meget udenoms-støj. Naturligvis blev der også plads til den storhittende single, "Fuck den kærlighed". Endda med et ekstra besøg på scenen, idet Mulernes Legatskole fra Odense gæstede scenen med et kor på 30-40 personer. ... Det var tydeligt, at publikum hovedsageligt var kommet for at synge med på de kendte klassikere. Og hvis bandet ville, kunne de uden problemer have gravet endnu dybere i deres imponerende bagkatalog. På trods af, at jeg bifalder brugen af de nye numre, så var ni ud af tolv "Showtime"-sange måske lige i overkanten for det fynske publikum. Alligevel virkede de godt tilfredse med den syv kvarter lange koncert. Der var numre til både følelser og fællessang på en aften, hvor især Hans Erik Lerchenfeld fik lov at folde sig ud i flere soloer. Alt i alt en hæderlig start på "Showtime"-turneen. |
||
Dagbladet
Roskilde Be babalula og uwå uwå Af Steen Østbjerg ... "Den dag min elskede kommer hjem" - den smukkeste sang på den nye plade - blev fremført næsten akustisk, og bagefter overlod Steffen Brandt rampelyset og førstestemmen til korsangeren Charlotte Schultz og nøjedes selv med at brumme med på opkvædet i "Alt hvad hun ville var at danse", mens stjernerne dalede ned på bagtæppet. Smukt. Og få minutter senere var 30 sangere fra Roskilde Gymnasiums kor med til at fyre op under "Bæres herfra" og "Fuck den kærlighed". Resten var fællessang, uwå uwå. Ingen klasselærer, men lanterne og kærester på Månen og duggede ruder og store smil at gå hjem på. |
||
Vejle
Amts
Folkeblade TV-2 imponerede fyldt DGI hus Af Jesper Banke ... Hele 9 af de 24 sange var direkte leveret fra det dugfriske album, Showtime, der kun har lidt over en måned på bagen. Selvom det var tydeligt, at publikum mest nød klassikere som Lanterne, Be bab a lula og Bag duggede ruder, så må man ganske enkelt tage hatten af for, at tv-2 propper setlisten med numre fra det album, som de turnerer med. For et band med deres imponerende bagkatalog, må det siges at være modigt. Et af koncertens klare højdepunkter var nyklassikeren, De første kærester på månen, der fik en stor del af de siddende publikummer til at rejse sig og løbe mod halvgulvet i eufori. Derudover leverede Danmarks kedeligste orkester en smuk nyfortolkning af Alt hvad hun ville var at danse, som blev leveret nærmest akustisk med korsangerinden Charlotte Schultzs som vokalt midtpunkt. |
||
B.T.
* * * * * * En dejlig torsdag Af Steffen Jungersen ... TV-2 var fra starten med de aldrende klassikere 'Fantastiske Toyota', 'Natradio' og 'Vi skaber en verden perfekt' ganske veloplagte. Men så lagde først en fænomenalt flot 'Alt hvad hun ville var at danse' samt to af de bedste fra 'Showtime' – nemlig 'Den dag min elskede kommer hjem' og 'Upside Down' – for alvor fra land. Og de blev så i øvrigt fulgt op med bas- og guitartunge udgaver af 'Hele verden fra forstanden', ”'Rejsen til Rio', 'Ræven og rønnebærrene', 'Be Bap A Lula', 'Lanternen', 'Vandfald' og en fantastisk flot 'Fald min engel', og så blev jeg enig med mig selv om, at TV-2 og jeg slet ikke er færdige med hinanden endnu. Det var helvedes flot! |
||
Nordjyske
* * * ** * Mere kunst end svineri TV2-koncert i Aalborg
Kongres & Kultur Center lørdag aften imponerede
NORDJYSKE's anmelder. Af Ove Nørhave - Trommer er som fingermaling. Det kan blive kunst, men det kan også ende i noget værre svineri. Nu kan I jo selv dømme... Popmusikkens grånende eminence, Steffen Brandt, er bare i hopla. Ikke bare når han præsenterer trommeslageren Sven Gaul, men i det hele taget i sine små, lynkorte introduktioner, der glad og gerne involverer Møllehave, Gaddafi og Holger med den omvendte jakke. Og varme hilsner til tilskuere fra nøje navngivne nordjyske byer, særligt varme hilsner til dem fra Gug... Rent musikalsk har tv-2 valgt et blandingsforhold, der ligner to tredjedele genkendelsens glæde og en tredjedel spritnyt. ... Men en del af hemmeligheden bag at holde sig på (eller i nærheden af) toppen er at sørge for at være i bevægelse og præsentere i det mindste noget af det kendte på en ny måde. Som nu den oprindeligt heftigt twang-stampende (og ikke så lidt Miss B. Haven-inspirerede) "Alt hvad hun ville var at danse" med helt nye, feminine over- og undertone, takket være den ene halvdel af kvindeduoen Sisters of Mercy. ... Hatten af for, at de første to af fire ekstranumre var fra den mere krævende ende af repertoiret, dels den nye, uhyre smukke "Vandfald", dels "Læg mig nu ned" fra det lidt underkendte værk "Amerika", her sat fint på plads med hjælp af Aalborghus Gymnasiums Kor, der var med i tre numre, men trængte bedst igennem hér. ... Alt i alt - og på tværs af den noget mudrede lyd - endte fingermalingen dog væsentligt tættere på kunst end svineri, takket være et solidt sammenspillet orkester, der ikke kan undgå at imponere. De fire har trods alt spillet sammen siden midten af 70'erne - uden at man kan spore så meget som tilløb til metaltræthed.! |
||
B.T. TV-2 på charmetur i Operaen Af Steffen Jungersen ... Hér er i en god times tid – med andre ord – ”en sang, som at der hedder…”, som Brandt plejer at fyre den af. Hvad enten den sang hedder ”Den dag min elskede kommer hjem” eller ”Upside Down”, som er og bliver de to bedste numre på ”Showtime”, eller sangene hedder ”Fantastiske Toyota”, ”Natradio” og ”Vi skaber en verden perfekt”, som d’herrer indledningsvist serverede. Blot for lige at gøre opmærksom på HVOR kvalificeret verdens selvudnævnte kedeligste orkester lagde fra land for tre årtier siden. Og hvor charmerende det alt sammen faktisk stadig er. Det var så lige dér, man lod den gigtplagede højre arm ramme luftguitaren i taknemmelig erindring om, hvornår det lige er, TV-2 er bedst. Nemlig når de tillader sig selv at være TV-2 og ikke lader gæstesolister, hornsektioner eller andet hejs forstyrre missionen. |
||
Børsen
*
* * * Fællessang i Operaen Af Niels Pedersen »Showtime« rokker ikke ved
TV-2’s lyd og status, og ældre sange og elegante gæster
strålede smukkest ved gruppens gallakoncert ... Publikum måtte dog vente lidt på de nye sange, for bandet – der var skrumpet til sin originale kvartetstørrelse – skulle lige en retrotur omkring nogle af de ældste sange i kataloget. Koncerten begyndte med begyndelsen: »Motorvej« fra 1981-debuten, der blev fulgt tæt af bl.a. »Fantastiske Toyota«, »Natradio« og »Vi skaber en verden perfekt«. Det var musik fra dengang, TV 2 var en skarp maskine med rester af Kraftwerk og new wave i tanken, og sangene var til at slå sig på. Med tiden er kanterne slebet af lyden, og i mine ører blev springet tilbage til nutiden meget brat. »Showtime« har en rund lyd. Den er typisk TV-2, helt okay, men der er lovlig langt mellem højdepunkterne. Live fungerede titelsangen godt, og singlen »Fuck den kærlighed« havde en puls, man kunne mærke. Skilsmisseballaden »Den dag min elskede kommer hjem« åbnede sig flot og lød mere smertefuld end på cd. Gallakoncerten bød også på gæsteoptræden af mezzosopranen Andrea Pellegrini, DR’s Pigekor og forfatteren Josefi ne Klougart, der læste en slags opfølger til »Stjernen over Bjerringbro«. ... TV-2 er stadig livligere end andre musikere fra deres generation... |
||
Dagbladet
Ringkøbing/Skjern
* * * * * TV-2 tændte lanternen til folkefest Af Lena Jeppesen Det grå guld og unge, der kunne være børnebørnene, sang og dansede sammen i sommernatten, da TV-2 tændte lanternen i det store telt. Steffen Brandt og co - nu med aktuelle Danmarksbilleder som baggrund - skabte i vanlig veloplagt selvironisk stil ikke bare en fest, men en folkefest. For koncerten var en kavalkade af kendte sange, som publikum elsker og kender lige så godt som sangeren selv. |
||
Herning
Folkeblad
* * * * * TV-2 leverede som altid varen Af Marianne Thorø ... Personligt bliver jeg aldrig træt af Steffen Brandts leg med det danske sprog og dets finurligheder, som det nu engang bliver til efter en tur i Brandts tekstmaskine. Og når bandet så forstår at modernisere de gamle klassikere ved at invitere UFO Yepha med som special guest på Herning Rocker-scenen, så får de en ekstra stjerne i min bog - og i min anmeldelse. Veloplagt og veltalende For at invitere rapperduoen UFO Yepha med på et kæmpe hit som "Be Babalula" var slet ikke dumt. Det gav nummeret - og koncerten - endnu et løft. Ikke at nogen af delene trængte til det. Det var bare som krymmel på lagkagen. Ligesom co-produktionen mellem Brandt og UFO Yepha "Fallit", som var et af ekstranumrene, også gav publikum lidt mere end hvad de forventede. Og vi skulle også frem til ekstranumrene, før jeg fik, hvad jeg forventede at høre først: Bag Duggede Ruder. Men den så uforudsigelige setliste, den altid veloplagte og veltalende Steffen Brandt og UFO Yepha som special guests gør, at jeg lander på de fem stjerner ud af seks til TV-2. |
||
B.T. »Hele verden venter på det store øjeblik. Og det kommer HÉR!!« Sanne overraskede på
Grøn Koncert, da hun kom på scenen med TV-2 Af Steffen Jungersen »Hele verden venter på det
store øjeblik. Og det kommer HÉR!!« ... Sanne
gik ud på scenen igen, da TV-2 ramte ekstranummeret »Hele
verden af forstanden« og sang en fremragende duet med
Steffen Brandt. |
||
Gaffa
*
* * * * Super festivalafslutning med herligt gensyn på gæstelisten Af Simon Høgh Meldgaard ... »Jo, den glade Steffen Brandt var i legehumør, og det band, han gik rundt imellem, var med på idéen. For der blev spillet med stor iver hele vejen rundt, med flere imponerende soloer. Især det faste vedhæng, trioen "The Århus Horns", fortjener ros. De fik god plads i lydbilledet, og brugte den til at trutte og blæse, så det gnistrede. Bogstavelig talt, da deres tribune sent i sættet skød to store søjler gnister op i luften. Numrene kendte vi selvfølgelig næsten hele vejen. "Popmusikerens Vise" blev som ofte rocket godt og grundigt. Og her kom de første gæster. MC's Fight Night er på programmet på årets Grønne Koncerter, og denne aftens vindere, Fantomet og Ham Den Lange, var nu på scenen for at give deres besyv med. ... Næste gæst var en mildest talt stor og positiv overraskelse. Det var ingen ringere end Sanne Salomonsen, der kom ind og sang "Hallo Hallo". Hende har vi ellers ikke set meget til, siden en blodprop i hjernen i 2006 lammede hende delvist. Så det var en stor fornøjelse, at hun kom ind og hilste, og virkede til at være i samme store form, som vi husker hende for. ... Sanne kom nu på scenen igen, og sang en velvalgt duet med Brandt på "Hele Verden fra Forstanden". De sang super op ad hinanden, og sangerinden gav den virkelig pedal. Men sangens budskab om at gribe livet kan heller ikke lægge hende fjernt. ... Og lad os så lige gentage:
Folk kunne næppe have fået et bedre band at gå hjem på. |
||
Weekendavisen Folkefest: Genkendelighedens karavane Af Asker Hedegaard Boye »Haugaard er bare Grøn Koncert. Uden ham ville det ikke være det samme. Jeg ved ikke, hvad de gør, den dag han ikke vil længere. Men han bliver nok heldigvis ved, indtil han skal bæres derfra,« siger Jørgen »Æder« Rasmussen, en lav mand på et halvt hundrede år. Tætbygget, mørkhåret, korte bakkenbarter og fast gæst på Vestereng siden 1989. ... Trods de seneste års øgede fokus på rapmusik risikerer Grøn Koncert dog næppe at ende som en lukket fest for de få og indviede. Tværtimod, det viser nok nærmere, at rapmusikken efterhånden er blevet folkeeje. Dog stadig ikke i samme grad som hovednavnet og hjemmebanefavoritten TV-2, der med en evigt veloplagt Steffen Brandt lukker og slukker med Bag Duggede Ruder, Ræven og Rønnebærrene, Line Jørgensen, Voldum og alle de andre eviggrønne. Det har »verdens lykkeligste band« i øvrigt gjort akkurat hvert andet år, uden undtagelser, siden 1997. Jørgen holder på, at TV-2-koncerten er den bedste, han har overværet. Ikke mindst på grund af Sanne Salomonsens gæsteoptræden. ... Ifølge lektor Nielsen er genkendeligheden en vigtig pointe. At vi år efter år for en flad tohundredkroneseddel kan købe os adgang til en genkendelig følelse af rituelt fællesskab. Et fællesskab til tonerne af de velkendte radiohits sammen med alle de andre familiefædre i korte bukser. Og de høje stiletter og Kansas-bukserne med praktiske reflekser for neden. Og små piger med store ølkrus og bungee jump på fuld mave. Rødvins- møder bajer- møder breezer-generationen. Vegetaren og kødæderen, muskelbyggeren og muskelsvindleren. Kort og godt: et sikkert udtræk af dagens Danmark forenet under Muskelsvindfondens præcise motto. |
||
Fyens
Stiftstidende Mavekriller med Brandt på Brandts Med fyrværkeri,
konfetti og sang fyrede Steffen Brandt op under et i
forvejen muntert publikum på amfiscenen ved Brandts
i går Af Line Krintel Weldingh Mundvigene sad og flagrede godt oppe under ørerne, efter at have tilbragt en halv time, klemt inde omkring amfiscenen på Brandts, i selskab med cirka 3000 mennesker. For stemningen ved Steffen Brandt & Co.'s koncert i går aftes var lige til at få kriller i maven af. Fra første strofe af "Lanternen" var der klap, sang, dansen og smil overalt. Selv på trompetsoloerne blev der brølet med. ... |
||
Politiken Jørgen Leth og TV-2 lukkede festival Der var fællessang, da
TV2 - med Jørgen Leth som gæst - lukkede Skanderborg
Festival efter opvarmning af Eric Clapton Af Jeppe Laursen Brock Klædt i sort sørgede Danmarks selvudnævnt kedeligste orkester, TV2, for en farverig og underholdende afslutning på årets Skanderborg Festival. Inden da havde Eric Clapton med band lige spillet, men de overstrålede nu ikke de danske darlings. »Eric Clapton og hans band var da en udmærket opvarmning til TV2«, som en af de glade og lettere berusede festivalgængere udtrykte det med et smil. ... Og som om bandet ikke selv kunne begejstre tilskuerne nok i sig selv, hev de flere esser op ad ærmet, der fik publikum til at skrige endnu højere. Først kom Aura og spillede 'Sophie', men det virkelige es kom blandt ekstranumrene, da Jørgen Leth indtog scenen og reciterede 'Fantastiske Toyota'. Om det skulle tolkes som budskabet 'Jørgen Leth tilbage på TV 2' skal være usagt. Vanen tro sluttede det kedelige orkester af med 'Bag duggede ruder', og publikum fik dermed en sidste mulighed for at pådrage sig en rusten stemme dagen efter. Læs også: Steffen Brandt – og Jørgen Leth, red.– tyvstarter festugen |
||
Århus
Stiftstidende Steffen Brandt tyvstarter festugen TV-2’s frontmand og
fortælleren Jørgen Leth får de første ord i årets
festuge Af Thomas Nielsen Torsdag 28. august tyvstarter Steffen Brandt og Jørgen Leth festlighederne på Århus Rådhus med »Uofficiel åbning for gud og hvermand«. Blandt de medvirkende er, udover Brandt og Leth, trompe tisten og komponisten Palle Mikkelborg, det musisk/lyriske makkerpar Mads Mouritz og Lone Hørslev og sangerinden Ane Trolle, der blandt andet er kendt fra popduoen JaConfetti. ... Det er ikke første gang, kunsterne mødes over en omgang musik. Sidste år optrådte de sammen under Bornholms Kultur uge, men nu får Århus chancen for at opleve dem i Arne Jacobsens Rådhushal. Anmeldelser af den uofficielle festugeåbning for gud og hvermand: Gaffa
* * * * * * Vellykket eksperiment med lyrik og musik for Gud og hvermand Steffen
Brandt med Ane Trolle, Jørgen Leth,
Mouritz/Hørslev Projektet med flere,
Rådhushallen, Århus Af Marianne Møller Jensen ... Så kom endelig Steffen Brandt på scenen og gav nogle enkelte numre. Her fik musikerne lejlighed til at vise deres duelighed inden for den mere rockede genre. Steffen Brandt var som altid underfundig og underspillet, hans stemme er stor og rundede aftenen smukt af bl.a. med ørehængeren ”For Dig Ku’ Jeg Gøre Alting”. Roser til ham for den modighed han udviste denne aften med musikalske eksperimenter på tværs af genrer og generationer. Selvom indslagene var højst forskellige blev de forenet af den lyriske interesse og stemning. En fin og helstøbt koncert som tyvstart på den kommende tids festugeløjer i Århus. Information
For Århus ku' han gøre næsten alting Steffen
Brandt åbnede
uofficielt Århus
Festuge med
veloplagt anarki
og heftige digte
for Gud og
hvermand. Og
Jørgen Leth
mindede om, at
livet er, hvad
man gør det til Af Anne Middelboe Christensen Steffen Brandt åbnede uofficielt Århus Festuge med veloplagt anarki og heftige digte for Gud og hvermand. Og Jørgen Leth mindede om, at livet er, hvad man gør det til Århusiansk humor er noget med underdrivelse. Og da Århus Festuge fik sin uofficielle åbningsfest torsdag aften, havde Steffen Brandt igen udnævnt sig selv til underdrivelseskurator. Ingen konferencier var der i Rådhushallen, intet lir. Bare tre lyskanoner med pastelmønstre foran udsigten til lindetræer mod himmel og støvregn. Og det var ikke så ringe endda. Som Steffen Brandt forklarede, da han introducerede den uforbeholdne kærlighedssang, det har taget ham 30 år at lune op til: "Den hedder 'For dig ku' jeg gøre alting', men i Århus har jeg fået protester, fordi folk synes, at det lyder urealistisk. Så her i byen kalder jeg sangen 'For dig ku' jeg gøre næsten alting'. ... Så er det Ane Trolles tur. Lillepigen med powerstemmen og pandehåret helt ned til øjenvipperne. Hun løfter poesien op til fest, mens hun duver i kroppen. Og Steffen Brandt kan ikke længere holde sig væk fra scenen og den smukke. Det hele svinger, og ind lister minsandten en smule ubekymrethed, under stjernerne et sted. Ucensureret og underdrevet. Og Leth læser Brandt, og jo, Brandt har skrevet erotisk om bredbagede jyske kvinder, og Brandt klør sig på hagen og klukker med, og tiden lukker sig. På århusiansk. "Gå nu ikke for lige hjem," formaner onkel Århus. Så det lader vi være med. Morgenavisen
Jyllands-Posten
/ JP Århus Steffen Brandts store jazzfest Jazz
og lyrik gik
op i en højere
enhed, da
Brandt, Leth
og Mikkelborg
åbnede Århus
Festuge på
Århus Rådhus. Af Kasper Schütt-Jensen Under ekstranummeret Under stjernerne gav årets uofficielle åbning af festugen for alvor mening. Her hylede Palle Mikkelborgs trompet så århusiansk, at selv aftenens kurator Steffen Brandt så imponeret til. Sangeren havde god grund til at lufte sit karakteristiske skæve smil, for Palle Mikkelborg var blot én af flere kunstnere, der gav TV-2s sangkatalog nyt liv på Århus Rådhus torsdag aften. Før ham havde både sangerinden Ane Trolle, digteren Jørgen Leth og ikke mindst aftenens jazzorkester held i samme ærinde. »Jeg har lovet orkestret at indrømme, at det er fedt at spille jazz,« kom det med vanlig charme fra den århusianske sanger i slutningen af koncerten. ... Alene med jazzorkestret sang Steffen Brandt sig gennem et par spændende omarrangerede versioner af En mand og hans hund samt For dig ku' jeg gøre alting. Vi måtte vente mere end to timer på aftenens hovedperson, men finalen var bestemt ventetiden værd. . Århus
Stiftstidende
* * * * * * Festugens første fyrværkeri Af Thomas Nielsen ... Som rosinen i pølseenden overlappede Steffen Brandt med en duet med Ane Trolle for selv at tage rorpinden på scenen og bl.a. synge »For dig kunne jeg gøre alting (næsten)«, som den i følge Brandt hedder i Jylland.
|
||
Fyens
Stiftstidende TV-2 tilbage på skinnerne Med Brandt som
konduktør kørte TV-2 togtemaet fuldt ud med
DSB-effekter og sange fra østjyske togstationer Af Simon Staun ... Selv om den visuelle del af koncerten ikke just er nyskabende, så skaber det et fint modspil med et tog i evig bevægelse til de af sangene, der netop handler om længsel. Om at være langt fra. Eller helt og aldeles tæt på i øjeblikket. Hele filmen ville egne sig perfekt som en reklamekampagne for DSB. Med sangene "På Skanderborg Station" og "Randers Station" fuldender man togtemaet, hvilket de 3500 passagerer på ingen måde brokker sig over, selv om de er stuvet sammen i en sveddryppende betonkupé, hvor de duggede ruder er afløst af beduggede fruer. Hvis Harry var dalet ned fra loftet og havde overtaget trommestikkerne, ville jeg ikke have studset over det. Senere understreger et finurligt, funky afbræk til David Bowies "Let's Dance" referencen til turnéens navn, der naturligvis er inspireret af "Station to Station"-albummet fra 1976. Og faktisk står det tydeligt, at TV-2 sprudler mest i de øjeblikke, hvor de leger og tør tegne uden for skabelonen.. ... |
||
Horsens
Folkeblad Uret tikker, hjertet banker Af Anette M. Wiklund Med et nyt album, der skulle levendegøres for TV2-fansene og en kuffertfuld med gamle hits, blev koncerten i går på Horsens Ny Teater en fornøjelse i flere gear. En kogende teatersal var i går fyldt med forventningsfulde fans, der, inden bandet gik på, kunne betragte et scenografisk DSB-tema, med de velkendte stationsure og et stort S-togs-skilt.Og det blev noget af en rejse, publikum kom på med Danmarks lykkeligste orkester, der engang kaldte sig Danmarks kedeligste.Kedelige er de bestemt ikke, for de har forstået, at tage nogle af deres helt gamle hits som "Popmusikerens vise" og rocke den totalt op med ved at indlægge David Bowies "Let's dance" og undervejs lade saxofonisten Niels Hoppe ja, hoppe hen over scenen i en ørerivende vild jazzy improvisation.Det nummer var en af aftenens højdepunkter, sammen med sangen "Kys bruden", der umiddelbart inden pausen fik musikalsk besøg af The Beatles med en bid af sangen "A little help from my Friends". ... |
||
Gaffa TV-2s energiudladning Der blev budt på et
samarbejde mellem TV-2 og Kira Skov fra Kira And The
Kindred Spirit, og Danmarks kedeligste orkester
overraskede også ved, til alles, inkl.
arrangørernes, store overraskelse, at hive
80’er-rapikonet MC Einar frem på scenen. Af Christian Erin-Madsen Velforberedte TV-2 startede med ”Hallo Hallo”, og man skulle tro, de ville høre, om vi var klar på et par overraskelser. Gruppen havde forinden snakket om at Kira Skov ville kigge forbi, og som de sagde: "På vejen herover mødte vi en pige ude i en skov. Her er Kira…" Kira indtog scenen i forførerisk rosenrød velourdragt og fremførte ”Losing You” fra egen værktøjskasse. Med en imponerende røst betog hun hypnotisk for efterfølgende at overlade scenen til TV-2-drengene, der tog os med i Slaraffenland – ikke sådan ment, at de pludselig fremførte sangene fra deres 1991-album af samme navn – men fordi der blev givet los. Der var de små taler, vi kender, som: "er I blevet for fine til at råbe noget åndssvagt?" Og der var rejsen til Amerika med popsucces i sangene. Alt sammen med stjerner på. Vi fik små baggrundsdriblende lækkerier af the Spencer Davis Groups ”Gimme’ Some Lovin’” og Queens ”Another One Bites The Dust”. Og så den største overraskelse: TV-2 havde også lige mødt MC Einar og Jan P. på en rasteplads på vejen. De overtog scenen med et enkelt nummer. Den let genkendelige ”Arh Dér”. Bandet sprudlede af energi, og det var de små detaljer, der sagde det så tydeligt. ”Babadabadam” i teksterne, som produceren Thomas Troelsen under seneste albumindspilning indædt anbefalede Steffen Brandt at fastholde og bruge, for: det er jo den lille lækre nynnehymne, vi også kender ham for. Som et varemærke. Sidste del af koncerten talte
for sig selv. Steffen lagde for på sin klassisk indøvede
retoriske facon: |
||
Jyllands-Posten Hjemmebane når det er bedst Af Anders Lei ... »Kære publikum, mænd og kvinder, drenge og publikum, drenge og piger, i 8000 C området, måske bare i 8000 området. Har I lyst til at råbe noget åndssvagt?,« spurgte Steffen Brandt . Det havde publikum. Bandet fortsatte med den sædvanlige og velkendte medicin til et publikum, der efterhånden var godt stegt med masser af fællessang, men bandet kan dog stadig overraske. Det havde inviteret MC Einar og Jan P. med på scenen. Ifølge Steffen Brandt havde bandet mødt de to på en tankstation. De overtog scenen med et enkelt nummer. MC Einar og Jan P. fik publikums hyldest med det evige hit "Arh Dér". »Selvfølgelig har vi lige siden, at vi kørte fra Herning glædet os til at spille den sang, som vi skal spille nu. Har I også glædet jer til den sang, som vi skal spille nu?,« spurgte Steffen Brandt . Publikum skrålede
med |
||
Ekstra
Bladet Fjernsyn for dig Anmeldelse: Vi vil ha' Steffen Brandt som statsminister Af Henrik Queitsch ... De er ikke længere blot landets kedeligste orkester, men såmænd også det største. Selv uden friværdi burde pensionen tegne lys. En tilstand Så skide være med regn, mudder, klæbrige beklædningsgenstande, en truende mandag morgen og alt det der. Lad os i stedet gribe sidemanden m/k om hofterne og skråle med på ordene: ’Jeg vil elske denne nat, glemme tiden, huske at en dag så siger beatet stop’. Halleluja Svaret får du selvfølgelig ikke her. Det må du selv ligge og rode med. Det er faktisk hele pointen. Og noget af det smukkeste ved det hele. Selv det obligatoriske, afsluttende fyrværkeri virkede tamt oven på den omgang. Vi vil have Steffen som statsminister. Nu! |
||
Jyllands-Posten Festlig afslutning på Danmarks Smukkeste Af Uffe Christensen TV-2 lukkede og slukkede for den 27. festival i Skanderborg og festligere afslutning kunne næppe findes. ... At Steffen Brandt er en ypperlig tekstmager er ikke just nogen hemmelighed, han kan synge og hans ironiske humor fornægtede sig ikke, som han stod der på scenen omgivet af et band, der igen imponerede med et tæt solidt samspil. Som liveband er TV-2 overordentlig rutineret, hvilket i perioder kan give en oplevelse af, at bandet kører lidt på autopilot, men det ender som regel med, at bandets personlighed tager over - og umuligt ikke at blive grebet af Steffens Brandts forstandige popsange. TV-2 er i en klasse for sig selv, og på trods af bandets udprægede folkelighed, har TV-2 igennem alle år formået at styre udenom banaliteterne. Integriteten er bevaret, og det eneste Steffen Brandt og co. så at sige ligger under for, er... TV-2. Varm og medrivende musikalsk afslutning fra Bøgescenen inden det traditionelle festfyrværkeri eksploderede på den sorte regnhimmel over Dyrehaven i Skanderborg som en markering af, at den 27. festival nu er historie. |
||
Jyllands-Posten
/
Århus Intet nyt er godt nyt Af Anders Lai TV-2 spillede torsdag aften for flere end 1.500 studerende, der med storladen fællessang var tæt på at blæse bandet af scenen. ... Allerede fra første vers overdøvede publikum for første gang denne aften Steffen Brandt med fællessang. De næste tre sange, der går under betegnelsen Motorvejsmedley, førte med forsangerens ord publikum til et helt andet årtusinde. Publikum blev inviteret en tur ned i 80'erne med tre sange fra 81-debutten "Fantastiske Toyota". TV-2 kan sit kram, og Steffen Brandt solede sig i begejstringen på kanten af det frådende publikumshav. En gang i mellem fik et af de andre bandmedlemmer lov til at brillere i en solo, som da Georg Olsen gav opvisning i perfekt basgang under "Verden Perfekt". »Mange mennesker tror, at Århus er en by i provinsen. Det er det ikke. Det er en tilstand,« sagde Steffen Brandt, da han indledte sangen "Sporløs". ... |
||
Fyens
Stiftstidende Fantastisk TV-2-Vejr Af Jesper Mads Eriksen ... Amfiscenen var stedet og i går klokken 21.01 var tidspunktet, hvor Steffen Brandt entrede den udbyggede scene og råbte showet i gang efter Junckers opvarmning. Og så kunne man ellers være fri som fuglen i en fantastisk Toyota så smuk som hvide lagner i en verden perfekt. Det var 2500-2600 mennesker
helt med på. Der havde sikkert været helt udsolgt (det er
lig med 3000), hvis alle gratisterne i Pantheonsgade og
Brandts Passage med dåseøl til at dulme smerten over det
manglende udsyn havde løst billet. Men det gjorde de ikke. Æstetisk lysshow Og et meget æstetisk og moderne lysshow gav denne pragtfulde sommeraften det sidste pift. Hvis man nogen sinde har været i tvivl, om det er Peter Tanev eller Divya Das, TV2 eller DR, som har det bedste vejr, så var Danmarks første TV-2 - der jo var ude lang tid før kanalen på Kvægtorvet blev opfundet - et rigtig godt bud på noget endnu bedre vejr lige præcis denne aften. ... |
||
Vejle
Amts
Folkeblad Våd optur med herre-orkester TV-2 havde en dejlig torsdag i Vejle Af Erik Andersen Vejrguder har sans for ironi. Da den sidste fyrværkeri-raket er sendt mod den sorte nattehimmel og har drysset sine kulørte knaldperler ud over alt festival-godtfolk, holder det op med at regne. Om selvsamme guder ikke bryder sig om det danske herre-orkester TV 2 er selvsagt ikke godt at vide. Men de valgte at berisle orkestrets yderst vellykkede afslutningskoncert lørdag aften omkring midnat rundhåndet, lige fra hyldestsangen til Bornholm gjaldede ud over pladsen foran Scenen og til Steffen Brandt og Co. havde leveret koncertens sidste ekstranummer. Det var meget passende »Duggede ruder«... En perfekt koncert ...Herre-orkestret leverede som vanligt varen. Med sange fra hele den lange, lange karriere. En verden perfekt den ældste, kæresterne på månen som første ekstranummer den nyeste. Steffen Brandt var blevet klippet. I det hele taget er der noget trimmet over TV 2, hvis musik hele vejen gennemlyses af en sær blanding af maskinel monotoni og gemytligt dansk lune. Men orkestret leverer som få andre lydsporet til nationens til enhver tid kollektive sindstilstand. Sammen med lige så lune Larsen gør de Jelling Festivalen til en kultisk manifestation af sammenhængskraft. Vi, og de omkring 20.000 andre derude, kommer da gerne igen næste år. Det må blot gerne blive under udfoldelse af bare lidt mindre vejrgude-ironi, tak. |
||
Berlingske
Tidende
* * * * *
* Kanonkongen De første kærester: TV-2 er taget på triumftog gennem Danmark med kanoniserede, tidløse sange. Deres premiere kunne have været bedre. Til gengæld kan det ikke gå galt Af Mads Kastrup ... Ret beset stillede toastmaster Brandt sig op og brugte fire ud af de første fem sange på at give det store feststemte publikum læsterlige tæsk. Denne parcellisternes ironiker, som de seneste år til dels ubemærket har forladt ironien til fordel for dens nærmeste slægting, alvoren, skulle tydeligvis af med et par sandheder: »Åh, kom nu hjem« om skilsmissen, »Kontoret lukker nu« om det søvnløse moderne arbejdsliv, »Moonwalking« om at skulle tage sig sammen og »En mand og hans hund«, som overtegnede stadig arbejder på at greje, men den er nok ikke ment som en opmuntring. De tog det dog pænt derude. »Big Time og Honning« glattede hurtigt det hele ud. Og »Nærmest lykkelig« fik salen til at springe logrende op ad orkestret og glamme med, som når man siger »Ud at gå!« til en hund... »I står faktisk og synger med på en kanon, mine damer og herrer,« oplyste Brandt. »Vi er kede af det, men sådan er det bare«... ... Det egentlige kanonværdige ved TV-2 er imidlertid, at de ypperste af Steffen Brandts sange ikke bare sætter en koncertsal i lys lue, men fænger dybt nede i selve nationalkarakteren og oplyser dens ambivalens. Fra den forrygende »Verden fra forstanden« over »Lanternen« til »Kys Bruden« og »De første kærester på månen« handler de alle om, at »livet er ubetinget nu«, som Brandt selv synger i sin nye udgave af »Kys det nu«, kaldet »Et helt almindeligt liv«... |
||
B.T. (1/2)
* * * * *
* Popmusik med nerver på Lampefeber og en sætliste med plads til forbedringer holdt farten nede, da TV-2s forventede triumftog blev blæst i gang i tøf-tempo… Af Steffen Jungersen ... For en god koncert var det sgu’ da! Hallo (hallo), det ER jo TV-2 det hér! Hans Erik Lerchenfeldts fremragende guitarspil i bl.a. »Kontoret lukker nu«, »Moonwalking« og ikke mindst i en ellers lovlig løs udgave af »En mand og hans hund« fik atter én til at sukke efter langt, langt mere (ja, han sagde »langt, langt mere«, d’herrer) fra den kant. Et højdepunkt var sandelig også en gæsteoptræden fra operasangerinden Stina Schmidt i det sydende smukke rocknummer »Under den sidste hvide bro« – en fremragende sang på brillant balancegang mellem håb og savn. Og naturligvis var den forventelige fællesfest i andet sæt, da triumftoget langt om længe fik fyret nok op under kedlerne med »Der går min klasselærer«, »Be babalula«, »Lanternen« og alle de andre, umulig ikke overstadigt at deltage i... ... Men det blev således trods kritikken og alt i alt den ganske dejlige aften, Steffen Brandt stillede os i udsigt allerede i koncertens start. Men som turnéen skrider frem, og bandet får sætlisten og spillet strammet op, mens nerverne naturligt viger for overlegent overskud, så venter der vidunderlige snarere end blot dejlige aftener på resten af turnéen. Så vi kan egentlig godt se frem til nogle fester af drabelige dimensioner, hvis det skulle være, mine damer og herrer. Skal det være? Ja,
selvfølgelig skal det så! TV-2 kommer igen, og det gør vi
også... |
||
B.T. (2/2)
* * * * * * En nærmest lykkelig aften TV-2s triumftog tilbage på sporet for fuld damp i København Af Steffen Jungersen E fter TV-2s nervøse og til tider usammenhængende turné-premiere i Odense 27. januar, lovede jeg jo at vende tilbage med et midtvejs-eftersyn, når nerverne burde have lagt sig, og det musikalske overskud var optimeret. ... Med et TV-2 mere velspillende og legesyge end jeg har oplevet dem i årevis. På trommeslager Sven Gaul og bassist Georg Olesens velgørende solide bund blev »Kontoret lukker nu« bidsk og næsten heavyrock, og det samme gjaldt den tunge »Under den sidste hvide bro«... ... Især den flammende
fede guitarist Hans Erik Lerchenfeldts stedse mere
påtrængende insisteren på via sine sublime soli at
gøre sange som de førnævnte - samt »En mand og
hans hund«, red. - til sine egne er en ren
fryd. |
||
Dagbladet
Roskilde Hele salen fra forstanden Teenagere, midtvejs-ægtepar og pensionister lod sig rive med i en slags national rus, da TV-2 lørdag gav turneens første koncert på Sjælland ... Det ene hudløse hit
afløste det andet i en sådan grad, at publikum euforisk
måtte hylde bandet før, under og efter hvert eneste
nummer. Det blev så rigeligt belønnet af et orkester, der helt har taget fusen på tidsånden ved uden videre at erobre toppen af hitlisterne med deres "De første kærester på månen". ... Med andre ord, TV-2 havde hele salen fuldstændig kapslet ind, da de besteg scenen i Roskilde-Hallerne, og det varede til det absolut sidste minut af koncerten. Orkestret, der ikke forsømte at minde publikum om, hvor de geografisk befandt sig, præsenterede aftenen igenem en lydkvalitet, et humør og et tempo, der aldrig blev svækket. ... På scenen var foruden anfører Steffen Brandt og hans dygtige håndværkere Hans Erik Lerchenfeld, Sven Gaul og Georg Olesen også operasanger, Stina Smith og blæsertrioen Århus Horns. Tilsammen skabte de en
stemning, som fik hallerne til at dampe af klappene hænder
og knipsende mobiltelefoner, der skulle forevige, ikke
bandet, nej, publikummerne selv midt i deres glædesrus. ... Kommunikationen var i top i Roskilde - sådan som den har været, siden orkestret startede sin turné i Odense i fredags. De synes at kunne gå på
vandet, de gamle drenge, skønt vandet på ingen måde er
stivnet eller frosset. Tværtimod. ... |
||
|
EkstraBladet
* * * * * *
En mand og hans band TV-2 startede danmarks- turnéen i underfundig triumf Af Henrik Queitsch Der er ikke noget at sige
til, hvis hr. Brandt og kompagni har kunne gå på vandet
fra Århus til Odense i stedet for at tage turnébussen. ...Steffen Brandt kan som ingen andre beskrive, hvordan man bærer sig ad med at fylde den indre carport med andet end nytteløst ragelse og spildte muligheder. Hvordan man bevarer balancen mellem ro og rastløshed, uden at det hverken ender i selvfed stilstand eller patetisk flakken omkring... ... Så der blev i dén grad
skrålet med på klassikkerne og tændt stjernekastere og lys
i øjnene på den mildest talt fyldte idrætshal, der ikke
engang levnede plads til så meget som en snæver dribling
med to fadøl. Og det siger en del om TV-2's vedvarende
styrke, at de mange nye numre fuldt ud kunne måle sig med
de talrige syregrønne evergreens, som blev strøet ud med
rund hånd. |
|
Fyens
Stiftstidende
* * * * * * Rock-rumrejsen TV-2 satte automatpiloterne på stand by og høvlede en masse fed rock af Af Lene Kryger ... Inden koncerten kørte
samtaler mellem astronauter og kontroltårn over
højttalerne, og i pausen holdt sfærisk musik
rum-illusionen i live. Om det så var lyssætningen, var den
det meste af aftenen holdt i kolde, luftige farver. ... Og i live var TV-2 på
denne medrivende "rumrejse", hvor det endnu en gang var
keyboardspilleren Henrik "den yngre" Nilsson og The Aarhus
Horns, der stod for finesserne. For grundstammen i TV-2,
Steffen Brandt, Hans Erik Lerchenfeld, Georg Olesen og
Sven Gaul er ikke gudbenådede musikere, men fire
rockhåndværkere, der tilsammen formår at opbygge en magi,
der i de mest vellykkede øjeblikke næsten kan forveksles
med musikalsk ekvilibrisme. |
||
Gaffa
* * * * * * Imponerende turnéstart af Danmarks Kedeligste Orkester Af Niels Nørgaard ... Mens de mange fremmødte stadig sivede ind i idrætshallen slog det velklædte orkester an med tre velspillede sange fra ”De første kærester på månen”. Især dødsdommen over dagligdagen ”Kontoret lukker nu” var vellykket, og blev på fineste vis illustreret med billeder fra NASAs hovedkvarter under forberedelserne til månelandingen i 1969. Denne filmiske underlægning med billeder fra menneskets vandring i verdensrummet dukkede fra tid til anden op på bagtæppet med blandet succes. Videoen holdt sig dog tilstrækkeligt i baggrunden og stjal ikke unødigt fokus fra bandet... ... Bandet var i det hele taget utrolig velspillende og udnyttede muligheden for at vise deres kunnen på de respektive instrumenter. Koncerten levede op til alle forventninger. Især var det imponerende, da den unge operasangerinde Stina Schmidt trak sig sejrrigt ud af mødet med idrætshallens destruktive lydforhold på ”Under den sidste hvide bro”. |
||
Information Turnéstart: En endefuld for hyggens skyld Et resultatorienteret orkester spillede sig frem til et gyldent kompromis. En samfundsrevser dansede let sadomasochistisk dans med sit publikum. En kanon blev sunget. Og dermed åbnede TV-2 deres danmarksturné Af Ralf Christensen ... TV-2 bor inde i flere generationer. Det har folket længe vist, og nu ved de det åbenbart også inde i kulturministeriet. Den første fællessang bliver upassende nok til "Nærmest lykkelig", titelnummeret fra bandets nu kanoniserede album, og aftenens entertainer kan ikke nære sig: "Kan I stadig godt lide mig, når jeg nu siger, at I har sunget en kanon?" Men nu er det jo ikke et ærværdigt sangkatalog, men en specifik koncert, en specifik fredag aften, vi er her for. Faktisk den første aften på TV-2's udsolgte danmarksturné (på nær et par ståpladser i hovedstaden), og det bliver en fin aften. Orkestret har lidt svært ved at få det til at lette under de fyldige uddrag fra seneste opus, "De første kærester på månen". For man er kommet for at høre hits, og det holder man ikke for sig selv. Og så er entertainerne altså nøgne déroppe på scenen, hvilket bliver tydeligt under de lidt rutineprægede kompositioner, som der vitterlig er nogle stykker af på deres yngste album; og som ingen gode tekster kan bringe flot, når Albani-parasollerne glammer, fejemøget ønskes futtet og betonens akustik minder om sportshallens resultatorienterede rammer. Men, herregud, det er jo også et resultatorienteret band, der kommunikerer med sit publikum fra scenen. Ikke nok med at der generelt spilles benprofessionelt af de fem faste mand på scenen, vi trakteres også med en fuldfed blæsertrio, der går på og af flere gange undervejs i et todelt sæt, der rækker tilbage til de første strofer i 1981. Musikken er dekoreret med lækre detaljer som ætsende orgel, 80'er-nostalgisk rytmeboks, en disharmonisk afslutning og labre beatprogrammeringer, og når showet er bedst, så omfavnes vi af en widescreen sing-a-long-rock med en godt svulstig puls... |
||
JP
Århus Med TV-2 til Månen Startraketterne svigtede, men det lykkedes alligevel at give publikum en fantastisk oplevelse, da TV-2 i fredags inviterede publikum til Månen med afgang fra Scandinavian Congress Center Af Nikolaj Worm Der findes ikke mange danske bands, der holder så højt et niveau til koncerter som TV-2. Sjældent forlader publikum et møde med det århusianske orkester uden hæse stemmer og sved på panden. Sådan var det også i fredags. Trods startvanskeligheder og en irriterende pause forlod alle Scandinavian Congress Center en fantastisk oplevelse rigere. ... Det var TV-2, når det er bedst. Sang efter sang blev fyret ud over scenen med en energi og entuisiasme, så skulle man tro, at den aldrende kvartet var igang med karrierens første turné og gennembrudet lurede lige om hjørnet. Udover den driftsikre grundstamme med Steffen Brandt, Sven Gaul, Hens Erik Lerchenfeldt og Georg Olesen stod Henrik Nilssons keyboard og The Aarhus Horns endnu engang for den ekstra garniture, der gør en koncert lytteværdig, selvom de mange sange i forvejen ligger fast lagret samme sted som evnen til at gå og køre på cykel..... |
||
Jyllands-Posten Genudsendelser og genkomst TV-2 kredsede om midtvejskrise i dobbelt forstand ved turné-åbning Af Anders Houmøller Thomsen ... Kl. 20.06 satte bandet i
med den første sang om midtvejskrise i det
forbrugs-hysteriske villa-land - og om gamle drømme, der
begynder at blive alt for transparente (bemærk at "drøm"
er et af sangskriver Steffen Brandts mest tilbagevendende
begreber). ...Nye sange om tvivlsom modernitet, afmagt og hverdagens inerti - "Kontoret lukker nu" og "En mand og hans hund" - var ikke rigtig vedkommende eller musikalsk bidske, og den ellers fabelagtige "Hvem vil danse denne nat" savnede live simpelthen power: "Jeg vil danse denne nat/glemme tiden, huske at/en dag så siger beatet stop/pump it up, babe, pump it up". Et brag af et refræn og endnu et typisk Brandtsk tema med insisteren på uafbrudt bryderi med "det satans liv". Men uden Thomas Troelsens kontante produktion kom det nummer til at savne alvor bag løftet: "Pump it up!" Det gjorde TV-2 til gengæld efter pausen, hvor Steffen Brandt havde smidt jakken og eventuelle premiere-nerver, og i anden halvleg præsterede bandet faktisk den ene feberredning efter den anden. Gammelt 80'er-guld som "Fantastiske Toyota", "Popmusikerens vise" og "Hele verden fra forstanden" funkler stadig og bevarer en hujende friskhed. Og med den nye slagsang "De første kærester på månen" satte publikum turbo på stemmebåndet og nærmest overdøvede bandet.... |
||
Musik.dk To generationer i én stemme TV-2 leverede det bedste fra dengang og ikke mindst nu med nationens stemme i absolut topform Af Peter Krogholm DNåmen, vel på plads i salen kunne vi så nyde et TV-2 og ikke mindst en Steffen Brandt i topform, der i meget højt tempo leverede det bedste fra dengang og ikke mindst nu, hvor materialet fra De Første Kærester På Månen viste sig fra dets bedste side. De nærmest ekstatiske pladeanmeldere blev ikke gjort til skamme denne aften, hvor blandt andet En Mand Og Hans Hund, Sporløs og selvfølgelig De Første Kærester På Månen endegyldigt tog plads blandt TV-2s allerede uhørt mange klassikere. Noget af det mest fascinerende ved Brandt & Co. – udover den fortsatte evne til at skære forbandet god pop – er netop mængden af klassiske sange, der som ingen andre favner to generationers op- og nedture i én stemme...... |
||
Politiken
* * * * * * Månen tur-retur TV-2 er mere end nogensinde rigtige mænd i deres bedste alder Af Kim Skotte ... Fra første tone rammer
TV-2 aldersgruppen, der ikke orker bruge tiden på at lære
sig at downloade eller hjemmebrænde, fordi de har travlt
med at finde ud af, hvilke eksotiske rejsemål friværdien
skal spenderes på. |
||
Randers
Amtsavis TV-2 leverede varen Evigtpopulære TV-2 fyldte Randers Hallen med 3500 festglade mennesker Af Lone Hammer Sørensen ... - Det er nøjagtigt som i 1988, da vi stod her første gang. Med et godt publikum. I er stadig et godt publikum. Og bundmusikalske, kom det fra Brandt, før han lod randrusianerne synge selv. Det kan de nemlig, bare sangen er god, kendt og lavet af TV-2. - Jeg ved, at jeg
sandsynligvis går glip af noget, og tænk hvis jeg nu ikke
får det hele med, der gik livet lige forbi med klar
besked, mens jeg selv var væk, et øjeblik, et helt andet
sted, brølede salen, så ikke et øje var tørt. TV-2 kalder sig for Danmarks kedeligste orkester, og det forstår man godt. Men de kan noget. Vi kan lide dem, som de er. Kedelige, grå og halvgamle. Folk fik, hvad de kom efter. Så er vi alle nærmest lykkelige |
||
Vejle
Amts
Folkeblad En nærmest lykkelig aften TV-2 havde en dejlig torsdag i Vejle Af Flemming Larsen ... Det kræver mod at gå på scenen til »Bornholm, Bornholm, Bornholm - du min dejlige ferieø«. Og uden at hilse på publikum tage hul på første sæt med »Hallo Hallo«. Så længe man hedder Steffen Brandt, blæser på janteloven og har iført sig sorte bukser, ladet den hvide skjorte sidde uden på bukserne og smiler drenget, så går det an. Stemningen efter en lidt tam begyndelse vendte for alvor, da blæsergruppen »The Aarhus Horns« trådte ind på scenen og sammen med TV-2 gav den fuld gas til numre som »Det mørke Jylland« og »Nærmest lykkelig«. En stemning, der blev nærmest intenst, da operasangeren Stina Schmidt og Steffen Brandt - yndefuldt og maskulint - sammen sang »Under den sidste hvide bro«. Derefter fik TV-2 søjlesalen til at koge, da bandet leverede »Motorvej« »Dazu Eisgekühltes Coca-Cola« »Fantastiske Toyota«, »Natradio«, »Vi skaber en verden perfekt« og »Sporløs« af i et hug... |
||
Århus
Stiftstidende Rumrejsen år 2006 sendt direkte live af tv-2 Af Uffe Normand ... I pæne, noble og komfirmationshvide skjorter kommer bandet på scenen under jubel fra hjemmebanepublikummet, et stille "Godaften" fra Steffen Brandt sætter rejsen i gang. Lige på og hårdt, De tre sange fra det nye album, "Åh, Kom Nu Hjem", "Kontoret Lukker Nu" og "Moonwalking" leveres stort set i en uafbrudt køre, med kun meget korte stop mellem numrene. Bandet klemmer hårdt og indædt på; de vil have gang i publikum og gang i koncerten, så Steffen Brandts erklærede mål og agenda "En God Aften" kan indfries. De tre sange repræsenterer på hver sin måde klassiske tv-2 dyder. "Åh, Kom Nu Hjem" står på et fundament af Georg Olesens solide, tunge og præcise basspil. Faktisk er liveudgaven bedre en cd-versionen, fordi der gives mere plads til Lerchenfelds forrygende guitar, der som altid er fuld af letantændelig gas. "Kontoret Lukker Nu" rammer med teksten; jeg mener; i al sin enkelthed er det ok sådan en fredag aften lige at blive mindet om, at kontoret er lukket og weekenden ved at åbne, mens bagtæppevideoen viser billeder af hårdtarbejdende kontorfolk. Og "Moonwalking" – om den modne mands selverkendelser - har et omkvæd, det er nemt for publikum at synge med på. Det er tv uden flimmer. Det er utrolig godt gået.... |
||
|
Copyright © TV-2 & Stjernekasterne · Oplysninger kan frit citeres med kildeangivelse · Redaktion & layout: Stjernekasterne |